Børnehave lukket på grund af corona

Styrelsen for Patientsikkerhed har besluttet midlertidigt at lukke Børnehuset Lærkereden i Lejre efter et smitteudbrud blandt børn og personale.

Styrelsen for Patientsikkerhed har besluttet midlertidigt at lukke Børnehuset Lærkereden i Lejre, efter der er konstateret smitte blandt 13 børn og medarbejdere. 

Ifølge Lejre Kommune blev der første gang konstateret smitte i Børnehuset den 14. marts hos en medarbejder, og efterfølgende er der så løbende dukket nye tilfælde op. 

Og ifølge borgmester i Lejre Kommune, Carsten Rasmussen (S), har det været en udfordring at mange af de smittede har haft nære kontakter i Børnehuset. 

Håber på genåbning mandag

- Vi har i alt haft seks medarbejdere og syv børn, der har været smittede. Udfordringen har været, at rigtig mange børn og medarbejdere har været nære kontakter, og de har jo været hjemme, indtil de har fået testsvar til. Vi regner dog med, at vi åbner helt igen mandag, siger Carsten Rasmussen til TV 2 Lorry. 

Det var ellers planen, at Børnehuset Lærkereden skulle åbne torsdag med en række restriktioner, men det er altså nu udskudt.