23-årig tilstår kidnapning i lade

En 33-årig mand blev kidnappet og holdt fanget og udsat for vold i to uger i juli sidste år.

Tilfangetagelsen skete i en lade i Osted i Lejre Kommune.

Nu tilstår en 23-årig sin rolle i den alvorlige sag, og han er fredag blevet idømt fængsel i to år og seks måneder.

Manden har medvirket til den indledende del af frihedsberøvelsen, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Dermed er han den anden af de tiltalte, der tilstår. Det samme gjorde en 26-årig mand, der den 28. juni blev idømt fængsel i to år og tre måneder - ligeledes for at have medvirket i den indledende del af frihedsberøvelsen.

- Politiet ledte i to uger efter en forsvundet person og lokaliserede til sidst den specifikke bygning, hvor han blev holdt fanget. Det er virkelig godt arbejde, siger specialanklager Andreas Emil Christensen fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Samtidig blev tre af de formodede gerningsmænd anholdt. Den fjerde og sidste anholdelse skete i oktober.

Forude venter den resterende del af sagen, hvor to personer fortsat er tiltalt. Sagen skal efter planen behandles i retten til december.