100 skud i minuttet: Naboer frygter for ny skydebane

Borgerne skyder tilbage projekt, der vil give knald i baghaven.

I Vester Såby har man udsigt til at få en ny skydebane i international verdensklasse. 

Det skal tiltrække turneringer og skytter fra hele verden, men i området er man bestemt ikke tiltrukket af projektet. 

Hele 200 repræsentanter fra Vester Såby mødte den 30. oktober op til et bymøde, og ingen havde positive kommentarer omkring projektet, skriver beboere på SN.dk. 

Det er et ganske voldsomt antal, hvis man tager i betragtning, at byen kun rummer 220 husstande. 

- De vil fuldstændig ødelægge vores liv. De vil jo støje i døgndrift, siger Marianne Gullbrand Petersen til TV 2 Lorry. 

Og hun bakkes op af Bent Gottfredsen:

- Jeg kan love for, at de (Skydecenter Sjælland, red.) skal få kamp til stregen, siger han. 

Nabo tror ikke på støjdæmpende bakker

Beboerne i byen frygter blandt andet at huspriserne vil falde på grund af støjgenerne.

Politisk har emnet da også været en varm kartoffel i kommunalvalgkampen. 

- De mennesker, der bor her, tror jeg, har et større hjerte for området, end nogle mennesker der kommer til området for at lave en god forretning på et skydecenter, siger Grethe Nørtoft Saabye (Konservative), der er formand for Erhvervs- og Turismeudvalget i Lejre Kommune. 

Skydecenter Sjælland vil ellers lave 12 meter høje jordvolde, men det tror naboen Henrik Israelsen ikke på vil hjælpe. 

Han bor 200 meter fra det sted, hvor skydebanerne skal være.

- Lige meget hvad de vil gøre for at støjdæmpe det, så kan jeg ikke forestille mig, at de kan fjerne lyden totalt. Og da det bliver Danmarks største, så skal der også være stævner og klubber, der kommer og skyder. Så det bliver jo hver dag, siger han til TV 2 Lorry. 

Borgmester: Skydecenter dumper

Lejres borgmester Carsten Rasmussen (Soc.Dem.) har da heller ikke kun armene i vejret:

- Det vil være en god ting, hvis vi kan finde en god placering til sådan et center, siger han til TV 2 Lorry. 

Kan I det? 

- Det ved jeg ikke. Det har vi ikke været ude og undersøge. 

- Det har været sagt fra starten, at initiativtagerne skulle tage til Vester Såby og overbevise borgerne om, at det her var en god ide. Det, kan jeg forstå, ikke er lykkedes. Dermed kan jeg godt sige, at jeg betragter den placering som død, siger borgmesteren. 

Det har ikke været muligt i dag at få en kommentar fra Skydecenter Sjælland. 
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik