Giftlinjen advarer: Stor stigning i misbrug af lattergas

Unges misbrug af lattergaspatroner er eskaleret henover sommeren. Nu slår Giftlinjen på Bispebjerg Hospital alarm.

I 2015 var der stort set ingen, der benyttede Giftlinjens telefonrådgivning på grund af misbrug af de farlige lattergaspatroner.

I 2017 var der 18 henvendelser.

quote Vi har oplevet en markant stigning i forgiftninger af lattergas.

Overlæge Søren Bøgevig fra Giftlinjen på Bispebjerg Hospital

Men i år har Bispebjerg Hospital allerede modtaget 31 henvendelser fra unge, som er blevet forgiftet, fortæller Giftlinjen til TV 2 Lorry.

Ifølge Giftlinjen er forklaringen, at det er blevet alt for nemt at skaffe de lattergaspatroner, som de unge inhalerer via en ballon eller en flødeskumssiffon. Blandt andet er adskillige kiosker i København begyndt at sælge dem i stor stil.

 - Vi har oplevet en markant stigning i forgiftninger af lattergas. Så set ud fra Giftlinjens perspektiv er det særdeles uhensigtsmæssigt, at gassen er så udbredt, og det skyldes jo den lette tilgængelighed til rusmidlet, siger overlæge Søren Bøgevig fra Giftlinjen på Bispebjerg Hospital til TV 2 Lorry.

Kan give kroniske nerveskader

Når de unge inhalerer gassen, giver det en kortvarig euforiserende virkning på ca. 30 sekunder.

Men det er ikke ufarligt, selvom mange tror, at det er ganske harmløst.

Det er tidligere blevet fortalt at ved brugen af lattergas som rusmiddel er der risiko for akut iltmangel, der i værste fald kan medføre døden, advarede Giftlinjen på Bispebjerg Hospital.

Men som noget nyt er Giftlinjen også begyndt at modtage henvendelser fra unge, der er blevet ramt af kroniske nerveskader på grund af intensiv misbrug af lattergas i en kort periode på få uger.

- Desværre har vi fået indlagt unge, som ved brug af lattergas, muligvis har udviklet kroniske nerveskader, hvilket medfører lammelse, føleforstyrrelser og balanceproblemer, siger Søren Bøgevig til TV 2 Lorry.

- Det er jo et ufarligt stof at få i forbindelse med fødsler eller andet. Men anvender man patronerne i mange dage i træk i store mængder, så hæmmer det vores indtagelse af B12-vitamin, og det hæmmer også dannelsen af det fedtlag, som omgiver og isolerer vores nerveceller, siger han. 

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er det ikke ulovligt at købe og sælge lattergaspatroner, medmindre man ved, at det skal bruges som rusmiddel.

Tidligere kunne man kun købe lattergas i køkkenbutikker eller via nettet. Men på det seneste er mange helt almindelige kiosker begyndt at sælge dem.

Indtagelse af stoffet kan medføre iltmangel og i yderste konsekvens heraf - dødsfald.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik