Efter TV 2 Lorrys afsløring: SF vil have aldersgrænse for køb af lattergas

SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen foreslår, at der indføres en aldersgrænse for køb af lattergas.

Et nyt rusmiddel har i løbet af de seneste år fundet vej til danske unge, nemlig lattergas.

Gassen anvendes traditionelt som bedøvelsesmiddel af blandt andet tandlæger og i forbindelse med madlavning. Men hvis gassen inhaleres, har den en euforiserende virkning, der varer cirka 30 sekunder, og det er tilsyneladende noget, de unge har taget til sig.

Giftlinjen på Bispebjerg Hospital beretter om en stigning i antallet af unge, der henvender sig på grund af et misbrug af lattergas. Et misbrug, der blandt andet kan føre til kroniske nerveskader.

I går kunne TV 2 Lorry dokumentere, at unge har let ved at købe lattergas i københavnske kiosker, da en 16-årig uhindret kunne købe lattergas i 9 kiosker.

Det har fået SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen op af stolen:

- Problemet er, at de unge har fundet ud af, at det kan bruges som rusmiddel, siger hun.

Hun foreslår derfor, at man indfører en aldersgrænse på 18 år for køb af lattergas.

Fakta om lattergas:

- Gassens kemiske navn er Dinitrogenoxid (N2O)
- Kendes traditionelt fra tandlægeklinikker, hvor den anvendes som bedøvelsesmiddel, og fra madlavning, hvor den kan bruges som drivgas
- Har en euforiserende effekt på cirka 30 sekunder, hvis den indåndes
- Kan ved overdreven brug gennem flere uger medføre kroniske nerveskader, der viser sig som lammelser, føleforstyrrelser og balanceproblemer
- Kan ifølge Giftlinjen i værste fald medføre døden, da indtag af gassen som rusmiddel kan føre til akut iltmangel
- Er lovlig at sælge, medmindre sælgeren ved, at køberen har tænkt sig at anvende gassen som rusmiddel

Utilstrækkelig lovgivning

Lige nu er det ikke forbudt at sælge lattergas, medmindre sælgeren ved, at køberen har tænkt sig at anvende det som rusmiddel.

Men med en aldersgrænse på 18 år for køb af gassen, sidestilles det i stedet med andre rusmidler som alkohol og tobak.

- I alle mulige andre sammenhænge siger vi, at 18 er aldersgrænsen for, hvornår vi tror, de unge er kloge nok til at administrere forskellige rusmidler. I den sammenhæng giver det også mening, at de unge skal være lidt ældre og forhåbentlig lidt klogere, så de afholder sig fra at købe lattergas som rusmiddel, siger Kirsten Normann Andersen. 

Sundhedsordføreren vil nu bede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om at se på lovgivningen med henblik på at indføre en aldersgrænse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik