Anklager: Læge fra Tisvildeleje død efter adskillige slag med koben

58-årige Charlotte Asperud blev slået i hovedet 19-20 gange og døde et døgn senere af sine kvæstelser, fremgår det af sigtelsen mod en 54-årig mand.

Det var et mislykket røveriforsøg, der førte til et voldsomt og dødeligt overfald på den 58-årig læge Charlotte Asperud natten til 30. april i Tisvildeleje.

Det kom frem tirsdag formiddag under et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør, hvor en 54-årig mand fra Hørsholm er sigtet for både røveriforsøg og manddrab.

Han nægter sig skyldig.

Dommer Allan Gaardbo valgte at varetægtsfængsle den 54-årige i fire uger, skriver Ritzau. 

- Han varetægtsfængsles i fire uger, fordi der er fundet en begrundet mistanke for, at han har gjort sig skyldig i de punkter, han sigtes for, siger dommeren ifølge Ritzau.

Den 54-årige, som i forvejen er kendt af politiet, har ikke ønsket at udtale sig til politiet.

Ifølge sigtelsen skulle gerningsmanden forgæves have forsøgt at begå røveri mod lægen, hvorefter han slog hende 19-20 gange i hovedet med en genstand, der ifølge anklagemyndigheden meget vel kunne være et koben. Et døgn senere døde Charlotte Asperud af sine kvæstelser.

Den sigtede mand overvejer, om han vil kære beslutningen om fængsling. Der er nedlagt navneforbud i sagen.

Anholdt mandag

Den 54-årige mand blev anholdt mandag eftermiddag, skriver Nordsjællands Politi tirsdag i en pressemeddelelse. 

Hvad der præcist førte til anholdelse af manden, ønsker Nordsjællands Politi ikke at oplyse forud for grundlovsforhøret.

Nordsjællands Politi har efterforsket sagen intensivt og har undervejs fået mange henvendelser fra borgere, som har ønsket at hjælpe med oplysninger til sagen.

Gik ud med lydfil

Politiet har tidligere offentliggjort en lydfil, hvor gerningsmandens stemme kan høres i minutterne op til drabet. 

Det førte til adskillige henvendelser fra borgere. Den 10. maj fortalte Nordsjællands Politi således til TV 2 Lorry, at de havde fået omkring 75 henvendelser.

- Jeg vil gerne sige tak til alle de borgere, som har henvendt sig med store og små tip. Vi er meget taknemmelige for, at borgerne på den måde bakker op om vores arbejde, siger politikommissær Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi i pressemeddelelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik