Radikal regionspolitiker opfordrer Allerslev til at gå af

Partifællen Charlotte Fischer mener, at hovedstadsborgmester er ude i korruption og bør trække sig.

Endnu en radikal politiker, regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Charlotte Fischer, går imod partiets spidskandidat i København, Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, Rad. V.

Allerslev bør trække sig, skriver Fischer i et opslag på Facebook.

- Mit gode parti og jeg kan ikke mere. Anna Mee bør trække sig - som borgmesterkandidat og allerbedst fra listen. Det her hører til i den kasse, der hedder korruption, skriver Fischer.

Byggesag var dråben

Opslaget kommer, efter at BT onsdag kan fortælle, at Allerslev har skrevet til kommunale embedsfolk om en byggesag, der involverer Øens Murerfirma, hvis ejer Allerslev har beskrevet som en privat ven.

- Det er ikke alene tankeløst, men forsmædeligt, mener Fischer.

- Jeg ved, at mange mange andre radikale tænker som mig, men vi har af hensyn til partiet valgt at tie. Det her er dråben. Vi kan ikke mere. Anna Mee, gå. 

Formand har trukket sig

Lørdag meldte nummer fire på den radikale liste til kommunevalget i København, Randi Hjortsholm, ud, at hun ikke støtter Allerslev. Tirsdag trak formanden for Hovedstadens Radikale Vælgerforening, Bo Nissen Knudsen, sig.

Han beskyldte Allerslev for at bruge sin tid på interne intriger i partiet og på systematisk og med talløse løgne at underminere partiforeningens demokratiske strukturer og beslutningsgange.

Beskyldninger, som han ikke har ønsket at uddybe, og som Allerslev siger, at hun ikke kan genkende.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik