Hovedstadsområdets højeste kommuneskat hæves yderligere

Halsnæs Kommune kan sætte skatten op næste år uden at risikere at blive straffet for det.

Borgerne i Halsnæs, Holbæk, Slagelse og Odense Kommuner kan se frem til at skulle betale 200 millioner kroner mere i kommuneskat næste år tilsammen.

De fire kommuner har nemlig fået lov til at hæve skatten for at få deres budgetter til næste år til at hænge sammen. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Borgerne i Halsnæs betaler i dag 25,7 procent i kommuneskat. Det er allerede Hovedstadsområdets højeste kommuneskat.

De danske kommuner kan ikke bare sætte skatten op, som de vil. Hvis kommunerne samlet set lader skatten stige, kan de blive straffet økonomisk af regeringen.

Men i den aftale om kommunernes økonomi i 2018, som regeringen og kommunerne blev enige om i sommer, er det bestemt, at kommuner, der har brug for det, kan få lov at hæve skatterne med op til 200 millioner kroner. 

Ti millioner ekstra i skatter

Overordnet set er det stadig målsætningen, at kommunerne set under et skal sænke skatten næste år. I økonomiaftalen lyder målsætningen på skattenedsættelser for i alt 450 millioner kroner. 

Faktisk kan kommunerne få tilskud til at få dækket op til 75 procent af de udgifter, som de måtte have ved at sætte indkomstskatterne ned.

Der var ikke andre end de fire kommuner, der havde søgt om at hæve skatten. De havde dog søgt om et højere beløb end de tilladte 200 millioner kroner.

I alt havde de søgt om at hæve skatten med 384 millioner kroner, oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.

I Halsnæs Kommune har de fået lov at kræve 9,4 millioner kroner ekstra ind i skat. I Holbæk er beløbet 43,5 millioner, i Slagelse er det 50,3 millioner og i Odense er det 96,8 millioner kroner. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik