Enhedslisten imod betalingsparkering: "Det er udemokratisk"

Nye p-regler vækker bekymring blandt bilejere i Køge.

- Jeg føler, at det er udemokratisk. Nogle få mennesker sidder og bestemmer, at vi skal betale for at parkere i de her områder uden at have talt med folk, der bor her. 

Sådan lyder kritikken fra Jette W. Jørgensen, der er medlem af Enhedslisten og valgt ind i Køge Byråd. 

En ny betalingszone vil nemlig være gældende fra 4. september i Køge, således at det vil koste otte kroner i timen at parkere i centrum af byen.

Der vil også blive lavet en såkaldt grøn bufferzone udenom Køge Midtby, og heller ikke denne er Jette W. Jørgensen tilfreds med. Her bor hun selv:

- Hvis jeg får gæster skal de nu betale 30 kroner for en dagsbillet. Jeg kan ikke se, hvorfor mine gæster skal betale for at besøge mig, siger hun til TV 2 Lorry.

Enhedslisten: Det er en ekstra skat til borgerne

Selvom planerne har været flere år undervejs, var Jette W. Jørgensen ikke bekendt med de fulde planer, forklarer hun. 

Faktisk blev hun så harm over betalingszonerne, at hun overvejede at banke på naboernes døre for at starte en demonstration. 

- Dybest set, tror jeg, at det her kun handler om penge. 

- Man har blandt andet bygget et parkeringshus i byen. Og hvem skal betale for det? Det skal borgerne, og de penge kan vi få ind ved at kræve betaling for parkeringspladserne, siger enhedslistemedlemmet til TV 2 Lorry. 

Er det ikke rimeligt nok, at I begynder at agere som en storby i Køge med p-afgifter og betalingsordninger?

- Jeg ser stadigvæk ikke Køge som en storby. Jeg tænker, vi burde have spurgt os selv, om vi gerne vil have flere eller færre mennesker til byen for at handle. Når København har indført betalingszoner, er det jo for at begrænse bilerne. Men hvis vi vil stoppe bilerne, skal vi spørge os selv, hvad det har af konsekvenser.

Går du ikke som medlem af Enhedslisten ind for, at man skal have bilerne ud af byen?

- Så skal man sørge for, at der er ordentlig offenltig transport, og det har vi ikke på nuværende tidspunkt. 

Borgerne er bekymrede

Jette W. Jørgensen har øjensynligt masser af støtte fra køgegensere, der er bekymrede ved udsigten til den nye betalingsmur. 

I Facebook-gruppen 'Det sker i Køge' lufter flere deres utilfredshed. 

En borger brokker sig blandt andet over, at han kun kan få én beboerlicens, selvom husholdningen har to biler. 

Desuden frygter flere, at byen vil dø, fordi handlende vælger at køre uden om centrum.

Se nogle af kommentarerne herunder:

 
 
 
 
 
 

Borgmester: Vi lytter til borgerne

Køges borgmester Flemming Christensen (Konservative) er noget uforstående overfor kritikken fra Jette W. Jørgensen. Han finder ikke beslutningen udemokratisk:

- Vi har vidst det her i otte år. Både handelsstandsforeningen og grundejerforeninger har været med i processen om at træffe den endelige beslutning. Når detaljerne så bliver fremlagt, så kan jeg godt forstå, at nogle kan blive frustrerede, men vi må få det landet, så vi alle kommer til at leve godt med det, siger han til TV 2 Lorry. 

Han fortæller, at man på et møde efter sommerferien i Teknisk Forvaltning vil samle borgernes henvendelser og se på, om noget bør ændres. 

Når man har valgt at indføre betalingen, er det ikke en direkte finansiering af det nye p-hus, men for ikke at spænde ben for projektet:

- Det er private, der bygger p-kælder og p-huse. Hvis de står alene med at kræve betaling, og det er gratis i resten af byen, så er det en dårlig sag for dem. Derfor besluttede vi for otte år siden, at kommunen indfører betalingsparkering, når p-husene åbnes. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik