Badesø midt i København møder modstand

Radikale Venstre ønsker at omdanne Sortedamssøen til en park, hvor der kan bades. Men de må sejle deres egen sø, mener de røde partier.

- Tænk, hvis man kunne bade i søerne på en dejlig varm sommerdag. Hvis der var endnu mere grønt og frodigt, flere buske og blomster, så folk kunne hygge sig i det grønne uden at være bange for forurening. 

Sådan lyder scenariet i en tale af beskæftigelses- og integrationsborgmester Anne Mee Allerslev på hendes Facebookside. 

Den radikale spidskandidat vil nærmere bestemt have etableret en søpark ved Sortedamssøen ved Østerbro, hvor det skal være muligt at bade, men ønsket møder ikke opbakning blandt de røde partier på Københavns Rådhus.

Hverken Enhedslisten, Socialdemokratiet eller SF kan umiddelbart se fidusen i foreslaget, erfarer TV 2 Lorry.

Borgmester: Københavnerne ønsker ikke en badesø

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Enhedslisten) skriver i en mail, at foreslaget næppe er realistisk, da søerne er fredet. 

- For få år siden spurgte vi også københavnerne, hvad de havde af ønsker for udviklingen af søerne. Beskeden var meget klar - københavnerne ønsker at bevare søerne, som de er. Den besked, synes jeg, vi skal lytte til og respektere, skriver han. 

- For få år siden foretog vi en gennemgribende renovering af Fælledparken, der ligger et stenkast fra søerne. Der er ingen tvivl om, at vi skal skabe nye grønne åndehuller i København. Men vi skal prioritere indsatser i byens udsatte byområder, tilføjer han. 

 
 
Foto: Rambøll, Københavns Kommune

Vil udvide søpark-planer ved Frederiksberg

Anna Mee Allerslevs vision er ellers, at udvide de eksisterende klimaplaner, som man har vedtaget for Sankt Jørgens Sø ved Frederiksberg, så man laver en tilsvarende løsning i enden ved Østerbro. 

Sidste år afsatte man nemlig 400 millioner kroner i Københavns Kommune til nye klimaprojekter, der skal sikre borgerne mod oversvømmelser, og én af disse projekter er at etablere en søpark ved Frederiksberg, hvor man sænker vandet for at skabe grønne arealer. 

- Det ville være unikt (med en badesø, red.), og vi ville matche byer som Paris, London og Berlin - for ikke at tale om den fantastiske søpark i Vancouver, siger Anna Mee Allerslev i sin Facebookvideo.

Til Berlingske tirsdag fortæller hun videre, at de samlede planer for søerne kan realiseres for 250 millioner kroner - et beløb, som man bør kunne afsætte, påpeger hun. 

Socialdemokratiet: "Det ligner en drømmefabrik"

Både SF og Socialdemokratiet mener dog, at det er urealistisk umiddelbart at afsætte så stort et beløb.

-  At lave en badesø, som ikke har andet formål end at være et badebassin, det har jeg svært ved at se for mig, hvordan vi skal finansiere. Klimaplanen er jo finansieret, fordi det er billigere at medtage parkerne i skybrudssikringen end at lave nye kloakker, siger Jakob Hougaard (Soc.Dem.), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget. 

Han fremhæver cykelstier, metroprojekter, investeringer på idrætsområdet og renoveringer af folkeskoler som projekter, han vil prioritere over en ny søpark:

- Vi prioriterer hellere kernevelfærd. Jeg synes, 250 millioner kroner er rigtig mange penge. Og jeg synes, vi skylder københavnerne at fortælle, hvorvidt det kan lade sig gøre, fremfor at lave en drømmefabrik, siger han. 

SF's Ayfer Baykal mener ligeledes, at det er for mange penge:

- Vi har givet københavnerne mange steder at bade. Vi har Svanemøllen Strand, og vi er ved at lave en badestrand i Valbyparken. Det er vigtigst at lave regnvandssikring, så vi skal ihvertfald ikke lave en badesø, hvis det kun er for badesøens skyld, siger hun. 

Anna Mee Allerslev: En unik mulighed

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev ærgrer sig over den modstand, hendes forslag har modtaget.

- Jeg synes da, det er ærgerligt, at de andre grønne partier ikke vil være med. Vi har en unik mulighed for at klimasikre og skabe et nyt smukt grønt område samtidig midt i byen, hvor både Vesterbro, Nørrebro, Østerbro og Indre By får glæde af en ny park.

- Faktisk får hele København mere grønt og renere luft, hvis vi også lukkede vejene i begge ender. Københavnerne hungrer efter mere grønt. Det er ærgerligt, at vi ikke er mere visionære i København. De kan jo i andre store byer, lyder det fra Anna Mee Allerslev

Ved Frederiksberg har man planer om at etablere en søpark. Det er disse planer, som man bør udvide til også at gælde ved Sortedamssøen i enden ved Østerbro, mener Anna Mee Allerslev.
Ved Frederiksberg har man planer om at etablere en søpark. Det er disse planer, som man bør udvide til også at gælde ved Sortedamssøen i enden ved Østerbro, mener Anna Mee Allerslev.
Foto: Google maps

Sådan skal byens sikres mod oversvømmelser

Københavns Kommune vil bruge omkring 400 millioner kroner på skybrudsprojekter, således at vandet får flere steder at løbe hen i byen:

Skt. Jørgens Sø: Forsinkelsesbassin
Lersøparken: Forsinkelsesbassin
Valbyparken: Skybrudsvej og forsinkelsesbassin
Hans Tavsens Park: Forsinkelsesplads
Korsgade & Hans Tavsens Gade: Skybrudsvej
Jagvej: Skybrudsvej
Tagensvej: Skybrudsvej
Tagensvej Nord: Skybrudsvej med forsinkelsespladser
Tagensvej Syd: Skybrudsvej
Amagerbanen: Kombineret skybrudsvej og forsinkelsesvej
Hyttehusvej, Røde Mellemvej: Kombineret skybruds og forsinkelsesve.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik