Kommune har udskiftet leder i institution med alvorlige anmærkninger

Den ene af de to institutioner i TV2's dokumentar ”Daginstitutioner bag facaden” fik ny pædagogisk leder, før kommune fik kendskab til dokumentar.

Der er gråd, manglende omsorg og flere kritisable forhold i TV 2s dokumentar ”Daginstitutioner bag facaden”, der bliver vist tirsdag aften.

Optagelserne er fra to institutioner og er optaget med skjult kamera. 

Problemerne har haft konsekvenser i den ene institution, hvor der er kommet en ny pædagogisk leder i april. Beslutningen om at ansætte en ny leder blev ifølge Københavns Kommune truffet, inden man fik kendskab til TV2's dokumentar.

quote Det skal både have ledelsesmæssige og personalemæssige konsekvenser, når den faglige kvalitet ikke er i orden.

Jesper Christensen, børne- og ungdomsborgmester, Socialdemokratiet

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) har set dokumentaren:

- Det er en helt uacceptabel situation for små børn, som vi har i vores varetægt. Det skal der selvfølgelig rettes op på meget hurtigt, siger Jesper Christensen (S) til TV 2 Lorry.

Dokumentaren har fokus på institutioner, som kommunen ifølge borgmesteren allerede er opmærksomme på:

- Derfor er jeg også glad for, at vi har handlet, både før vi får kendskab til optagelserne, men selvfølgelig også når vi ser de her konkrete eksempler i institutionerne. Det skal både have ledelsesmæssige og personalemæssige konsekvenser, når den faglige kvalitet ikke er i orden, siger Jesper Christensen (S).

Tilsyn førte til udskiftning af leder

Hvert år gennemfører Børne- og Ungdomsforvaltningen et pædagogisk tilsyn i alle institutioner.

Det var i forbindelse med sådan et tilsyn, at det blev besluttet at finde en ny leder til den ene af de to institutioner, der medvirker i dokumentaren.

Tilsynet består af et årligt besøg af en pædagogisk konsulent, der blandt andet observerer og vurderer personalets omsorg, hvordan personalet taler med børnene, hvordan de støtter børnene, og hvordan børnene stimuleres.

I forbindelse med besøget i institutionen og i den efterfølgende tilsynsrapport blev det altså vurderet, at der var manglende pædagogisk kvalitet.

Alle forældre til børn i Københavns Kommune kan bede institutionernes ledere om mulighed for at læse tilsynsrapporterne.

Dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden” bliver vist på TV2 klokken 20 tirsdag aften. Du kan se et klip fra dokumentaren her:

Klip fra dokumentaren Daginstitutioner bag facaden

Dokumentaren: Daginstitutioner bag facaden

Dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden”, som sendes på TV2 tirsdag d. 28. maj, viser skjulte optagelser fra to københavnske daginstitutioner.

 

TV 2 har samarbejdet med en pædagog, der er under uddannelse til journalist. Pædagogen har lavet optagelser med skjult kamera i to forskellige institutioner i Københavns Kommune.

 

De to institutioner er blandt 22 institutioner, der har alvorlige anmærkninger i deres tilsynsrapporter.

 

De skjulte optagelser viser situationer med børn, der ikke får den omsorg, støtte og kontakt, de har behov for.

 

København har 427 institutioner inklusiv specialinstitutioner

 

33.879 børn i 0-6 års-området er indmeldt i dagtilbud pr. sep. 2018.

 

Kilde: TV 2 og Københavns Kommune

Flere dagtilbud med alvorlige anmærkninger

22 af Københavns Kommunes 400 institutioner har ifølge TV2 fået røde anmærkninger i tilsynsrapporterne for 2018 for arbejde med sociale relationer og barn/voksen-kontakt.

Ifølge TV 2 betyder anmærkningerne, at institutionerne er blevet pålagt at udarbejde en ny eller ændret indsats på området.

Ifølge Jesper Christensen er det desværre ikke alle institutioner, der er lige gode til at følge op på tilsynsrapporterne. Det vil han lave om på:

- Gennemgangen af tilsynsrapporterne viser desværre, at nogle institutioner er alt for dårlige til at følge tilsynets anbefalinger. Og tilsynet har i disse tilfælde været for langsomme til at reagere på institutionernes manglende handlinger for at genoprette den pædagogiske kvalitet. Det skal vi have strammet op på hurtigst muligt, siger Jesper Christensen (S).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik