Supermarkedskæden Coop sender to lastbiler med nødhjælp til Ukraine

Fra lageret i Albertslund kører de to lastbiler via Polen til Ukraine med nødhjælp, som Coops vareleverandører har doneret. Tidligere på ugen sendte virksomheden fem lastbiler med nødhjælp.

Supermarkedskæden Coop har fredag eftermiddag sendt to lastbiler med nødhjælp af sted til Ukraine.

Med produkter som som dåsemad, havregryn, grødris og hygiejneprodukter fra lageret i Albertslund kører lastbilerne via Polen til det krigshærgede land.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) var med, da lastbilerne fredag blev læsset med varer doneret fra virksomheder som Orkla, Midsona Danmark og andre leverandører, der de seneste dage har henvendt sig til Coop for at hjælpe.

Leverandørerne har henvendt sig, efter Coop i søndags sendte de første fem lastbiler med varer som tæpper, dåsemad og bleer fra lageret på Vestegnen.

- Danske virksomheder viser solidaritet på en meget konkret måde, når de sender nødhjælp til Ukraine. Jeg er stolt over, at så mange danske virksomheder rykker sammen og tager initiativer til at hjælpe i en tid som denne. Det er der brug for, siger Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Orklas CSR-chef Trine Rubæk Olsen (tv), Erhvervsminister Simon Kollerup (i midten) og Coops administrerende direktør Kræn Østergaard Nielsen (th.) var til stede, da lastbilerne blev læsset og sendt af sted.
Orklas CSR-chef Trine Rubæk Olsen (tv), Erhvervsminister Simon Kollerup (i midten) og Coops administrerende direktør Kræn Østergaard Nielsen (th.) var til stede, da lastbilerne blev læsset og sendt af sted.
Foto: Coop


Ambassadør takker Danmark

Nødhjælpen er koordineret med den ukrainske ambassade i Danmark. Her udtaler den ukrainske ambassadør, Mykhailo Vydoinyk, at han og det ukrainske folk er rørt over den opbakning, landet har modtaget fra Danmark.

- Politikere, virksomheder, almindelige mennesker – alle er villige til at hjælpe os i denne svære tid for vores land. Jeg er Coop taknemmelig for at levere endnu en forsendelse af mad og essentielle varer til Ukraine, siger ambassadøren.

Mens Coop har sørget for at koordinere og samle leverandørernes donationer, står transportfirmaet DSV - hvis hovedsæde er i Hedehusene ikke langt fra Coops lager - for at køre varerne til byen Komorowo i Polen cirka 150 kilometer fra den ukrainske grænse.

Herfra overtager lokale transporten af nødhjælpen og sørger for at få det ind i Ukraine og videre ud i landet.

- Vi ved fra sidste gang, vi sendte nødhjælp, hvor meget det betyder med forsyninger, som ukrainerne kan bruge nu og her, og vi er glade for, at vi sammen med vores leverandører kan bidrage med konkret hjælp endnu en gang, siger Kræn Østergaard Nielsen, der er administrerende direktør i Coop.

Donation er blot en af mange, der er kommet fra det private erhvervsliv de seneste dage. For eksempel har redningskoncernen Falck fredag sendt 60 frivillige reddere af sted i 30 ambulancer.