Region H sender udstyr til sårede ukrainere: "Vi skal hjælpe så meget, vi overhovedet kan"

Lagrene i regionen tømmes for alt, der kan hjælpe de ukrainske borgere, som er ramt af krigen.

Fem akut-tasker med udstyr til at behandle i alt 150 personer, som er skudsårede eller skadede fra brand og eksplosioner er nu pakket på regionsgården i Hillerød og sendt mod Ukraine.

Samtidig sender regionen tusindvis af kitler, handsker, masker og 100.000 liter desinficerende væsker til det krigsramte land, ligesom en stor del af hospitalsudstyret fra regionens Genbrugs- og donationslager bliver afsendt til Ukraine.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse onsdag.

En del af donationen er regionens bidrag til regeringens beslutning om at donere både lægemidler og medicinsk udstyr til Ukraine efter anmodning fra de ukrainske myndigheder.

- Vi skal hjælpe så meget, vi overhovedet kan. Vi har heldigvis et robust sundhedsvæsen i Danmark med store lagre med alt fra værnemidler til behandlingsudstyr og hjælpemidler. Hvis vi kan være med til at gøre en forskel ved at bidrage til regeringens donationer, så er vi meget glade for at kunne hjælpe, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Klar til at sende mere udstyr afsted

Han understreger samtidig, at regionen fortsat har både mod på og mulighed for at sende yderligere udstyr til Ukraine.

- Vi har helt sikkert mere, vi kan sende afsted – men det er vigtigt, at vi kun sender det, som de rent faktisk har brug for. Der for er jeg også rigtig glad ofr, at regeringen koordinerer med de ukrainske myndigheder, siger Lars Gaardhøj.

Men faktisk sender regionen allerede mere afsted, end regeringen har efterspurgt på vegne af de ukrainske myndigheder.

Her ses indholdet fra akuttaskerne. Hver taske har udstyr nok til at behandle 3+ personer, er der ofre for skud, eksplosioner eller brand, oplyser regionen.
Her ses indholdet fra akuttaskerne. Hver taske har udstyr nok til at behandle 3+ personer, er der ofre for skud, eksplosioner eller brand, oplyser regionen.
Foto: Region Hovedstaden

Sender udstyr fra særligt lager

Mens akuttasker, kitler, masker og desinficerende væsker er donationer på opfordring fra regeringen, kommer donationen af hospitalsudstyr som kørestole, hospitalssenge, EKG-målere og andre hospitalsapparater fra regionens genbrugslager, som Udenrigsministeriet koordinerer donationerne fra.

- Vi har et lager i regionen, hvor vi reparerer og kvalitetssikrer udstyr, der ikke længere bruges på vores egne hospitaler. Herfra sender vi i forvejen udstyr til Ukraine og til andre lande, som kan bruge udstyret.

- Vi har netop sendt en lastbil til Ukraine med hospitalssenge, infusionspumper, EKG-målere, kørestole og meget mere, som kan hjælpe sundhedsvæsnet i Ukraine, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.

Økonomisk hjælp er bedst fra private

Mens regionerne fortsat kan bidrage med meningsfulde donationer her og nu, er meldingen fra flere store hjælpeorganisationer, at indsamling og donation af eksempelvis tøj nu har nået et maksimum.

I stedet bør danskerne komme til lommerne og sende penge til Ukraine gennem de indsamlinger, som findes, lød opfordringen tirsdag fra Røde Kors.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik