Fadi og Erine er i sikkerhed i Vedbæk

Natten til torsdag den 24. februar ender Fadi som så mange gange med at tilbringe flere timer bag computerskærmen i sit hjem i den ukrainske storby Kharkiv.

Det er nemlig i nattens stille timer, at den irakiske filmskaber redigerer allerbedst og mest effektivt, når han bliver grebet af et af sine filmprojekter.

Sammen men sin ukrainske hustru Erine befinder han sig i den lejlighed, som de er flyttet ind i blot en måned tidligere.

Lejligheden er større end deres tidligere hjem, og så ligger den lige der, hvor de ønsker at bo: I hjertet af Kharkivs indreby – tæt på caféer, butikker og byens puls. Kort sagt er det her, de drømmer om at skabe deres hverdag.

Men denne nat bliver afgørende for parrets fremtid.

For mens natten skrider frem, Erine sover i soveværelset, og Fadi fortsat redigerer video, begynder en række af høje brag at afbryde hans arbejde.

Lydene kommer ikke fra hans høretelefoner og den video, han redigerer. De kommer ude fra gaden, hvor russiske styrker er begyndt at angribe Kharkiv.

Et angreb der inden længe tvinger parret ud på en dramatisk flugt fra deres land og efterlader dem med splittede følelser i Vedbæk i Danmark, mens deres familie og venner fortsat er befinder sig midt i en krig.

(Artiklen fortsætter efter kortet.)

Igennem to dage forsøger russiske styrker at invadere Ukraine. Selve invasionen går ikke så hurtigt, som eksperter har forudsagt, men det mærker man ikke meget til i Kharkiv. 

Her er gaderne nærmest forvandlet, til hvad, der kan minde om kulisser i en krigsfilm

Bomberne fra de russiske styrker rykker også helt tæt på Erine og Fadi, og falder blandt andet rundt om det boligkompleks, de er bosat i.

Ruderne i deres lejlighed er knust, og parret må sætte madrasser for vinduerne.

Samtidig rykker Erines bror og hans kæreste ind i lejligheden, fordi de ikke længere føler sig trygge i undergrunden, hvor de sammen med tusindvis af andre har søgt dækning.

(Artiklen fortsætter efter grafikken.)

Det står klart for Erine og Fadi, at det rigtige for dem er at forlade det land, de betragter som hjem.

- Det var uhyggeligt at beslutte at tage afsted, men for mig var det mere uhyggeligt at blive, siger Erine til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Når man er i krig kan man ikke nøjes med at træffe sikre beslutninger. Det er ikke muligt at træffe en beslutning, der garanterer, at du er 100 procent sikker.

Danmark, hvor Fadis søster og svoger bor, bliver parrets endemål. Mens Fadi tager sig af planlægningen, sørger Erine for at få pakket en rygsæk med de allermest nødvendige ting i form af dokumenter, mad og lidt tøj.

Og netop da hun når til klædeskabet, går virkeligheden op for hende. For i et kort sekund er tøj ikke bare tøj.

- Da jeg åbner skabet og kigger på mit tøj, går det op for mig, at det er et rigtigt farvel. Jeg tænker ikke på den materielle værdi, men på affektionsværdien: Kjolen, der var en gave fra min far og det stykke tøj, jeg lavede som en del af et uddannelsesprojekt med en veninde. 

- Jeg ved godt, at mit liv er mere værd end det hele til sammen, men samtidig er det det liv, jeg har brugt de sidste 15 år på at skabe, fortæller hun. 

Søndag morgen klokken 09.00 – lidt over tre døgn, efter at russiske styrker har kastet de første missiler over Kharkiv – forlader Erine og Fadi byen.

De tager afsked med den by, hvor Erine har boet, siden hun flyttede til byen for at studere og Fadi, siden han ankom til Ukraine i 2009 efter sin flugt fra Irak.

Med en stor portion nervøsitet og knap så mange ejendele i baggagen sætter de sig ind på bagsædet af en bil. Med fire andre biler udgør de nærmest en lille kortege med kurs mod en mere tryg tilværelse uden for Ukraines grænser.

Fire af bilerne kommer helskindet ud af byen, den sidste bliver stoppet af russiske styrker, der genner den tilbage.

For Erine og Fadi går turen til Krivoy Rog.

På den fem timer lange køretur er der helt stille i bilen, mens Erine og Fadis tanker kun kredser om de venner og familiemedlemmer, der ikke er på vej mod Ukraines grænser.

Fra Krivoy Rog venter en 16 timer lang bustur til Lviv.

Her får de serveret grød og ender med at tilbringe natten på gulvet i en gymnastiksal, der er blevet at indrette som en yderst primitiv og kold sovesal til civile på flugt.

(Artiklen fortsætter efter kortet.)

I det grøden bliver serveret, går det op for dem, at de ikke bare har sagt farvel til deres hjem og hverdag, men også til et stykke af deres identitet.

- Jeg har svært ved at forstå, hvor hurtigt mit liv har ændret sig fra, at jeg var en "almindelig" person, der havde job, ny lejlighed og planlagde ferie i Europa, til at jeg nu at sidde med en rygsæk og får serveret grød af andre mennesker.

Men selvom dagene ændrer alting for parret, så bevarer det fokus på endemålet: At komme sikkert til Danmark. 

- Dagene handler kun om overlevelse. Jeg bliver ved med at gentage for mig selv og Fadi, at vi nok skal vinde og komme frem.

For næste dag går turen atter videre. I Lviv lykkes det Erine og Fadi  at skaffe en billet til Washawa i Polen, hvor de, efter knap 76 timer på flugt ankommer et stort underskud på søvn og mad. 

I den polske hovedstad indlogerer de sig i et par timer på et hotel for at få et par times søvn, inden de møder Jens Niemann Olesen, der er gift med Fadis søster Nagem Mehmod.

Han er kørt til den polske storby for at hente sin svoger og svigerinde.

På bagsædet af bilen, der snart buldrer ud af den tyske autobahn, falder parret i søvn - i foreløbig sikkerhed og tryghed med kurs mod Vedbæk.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Præcis en uge efter at Erine og Fadi er ankommet til Danmark, møder TV 2 Lorry dem i Jens Niemann Olesen og Nagem Mehmods lejlighed i Vedbæk, hvor de alle bor i øjeblikket.

Lettelsen over at være sluppet ud af Ukraine er tydelig, og også noget parret italesætter flere gange. Men alligevel lurer der fortsat en følelse af afmagt.

Daglige opkald og beskeder fra bekendte, der fortsat er i landet, minder dem jævnligt om, at krigen langt fra er ovre. Og det skaber splittede følelser hos Fadi og Erine.

- Vi kender fortsat mange mennesker, der er i Kharkiv eller andre steder i Ukraine. De er bange og nogle lever i kældre og har ikke mulighed for at komme væk.

Derfor er det også blevet en mission for dem at indsamle informationer, så de kan hjælpe deres bekendte i sikkerhed. Og her har Erine særligt fokus på en person:

- Lige nu forsøger jeg at finde mennesker, der kan hjælpe min mor med at rejse til Warszawa. Rejser har altid været svære for hende, og det vil denne her også blive.

- Jeg vil gøre mit bedste for at få hende ud. Jeg ved ikke, hvornår og om jeg ser min far og min bror (der skal blive i landet, red.). Så jeg vil bare gerne være sammen med min mor, siger Erine, inden hendes stemme knækker.

Har du fortrudt, at du har forladt Ukraine?

- Jeg vidste med det samme, at jeg ville hjælpe min familie. Men jeg ved, at jeg ikke er i stand til at hjælpe dem, hvis jeg skal gemme mig. Det er det samme, hvis der sker en flyulykke. Man bliver nødt til at tage sin egen iltmaske på, før man kan hjælpe andre.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Men selvom tiden er svær, så fylder det allerede for parret at skabe en "almindelig" hverdag så hurtigt som muligt. Begge taler de om at lære dansk og finde et arbejde.

- Jeg håber, at det snart er muligt at finde et arbejde i Danmark, siger Erine.

Mest af alt håber parret dog på, at krigen i deres hjemlands snart driver over. 

TV 2 Lorry er bekendt med de fulde navne på Erine og Fadi, men vælger ikke at bringe de fulde navne af hensyn til den tilbageværende families sikkerhed.

Udgivet d. 12.3.2022

Tekst af Signe Julie Andersen.

Grafik af Mia Cassens.

Artiklen er blevet til på baggrund af Erine og Fadis egne beretninger om deres flugt fra Kharkiv til Vedbæk. Informationerne er blevet faktatjekket i det omfang, det har været muligt.

Kilder: TV 2 Lorry, Ritzau, Reuters, TV 2 Nyhederne, FN, Udlændingestyrelsen.

Billeder, der er brugt i artiklen, er tage af Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Signe Julie Andersen/ TV 2 Lorry, Sergey Kozlov/EPA/Ritzau Scanpix, Serhii Hudak/Reuters/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.