Nordsjællandsk stålværk ejes af Ruslands fjerderigeste: "Et forfærdeligt dilemma"

Ruslands fjerderigeste mand ejer Frederiksværks største arbejdsplads, NLMK DanSteel. Seks dage efter Ruslands invasion af Ukraine er stålvalseværk fortsat i gang, og det skaber lokal undren.

Kommunens største arbejdsplads, en omsætning i 2020 på 2,3 milliarder kroner og en rolle, der ifølge borgmesteren er med til at "definere kommunen".

Stålvalseværket DanSteel spiller på mange måder en afgørende rolle i Frederiksværk i Halsnæs Kommune, men i disse dage er værket også grobund for et lokalt dilemma.

Værket ejes nemlig af Ruslands fjerderigeste mand, Vladimir Lisin. Og det skaber derfor undren i lokalmiljøet, at værket fortsat er i gang, selvom Putin og Rusland har invaderet Ukraine.

Det gælder blandt andet Brian Vindfeldt Bardram, der tidligere har arbejdet på værket.

- Det er en suveræn arbejdsplads, men den er russiskejet, og det kan undre mig, at man kan blive ved med at holde liv i den. Den bør lukke ligesom alt muligt andet, for pengene ryger herfra og så hjem til fædrelandet, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er et forfærdeligt dilemma, men enten skal vi bakke op, eller også skal vi ikke bakke op (med sanktioner, red.). Vi kan ikke gå ind med et halvt hjerte og bakke op, så længe det passer os, uddyber han. 

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Brian Vindfeldt Bardram er tidligere mangeårig medarbejder på værket.
Brian Vindfeldt Bardram er tidligere mangeårig medarbejder på værket.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Steffen Jensen (S) er borgmester i Halsnæs Kommune og kalder det "ulykkeligt", at en af kommunens vigtigste arbejdspladser er russiskejet, og derfor kommer i klemme. 

- Det er vores største arbejdsplads. Det er det, der definerer kommunen. Hvis man er frederiksværker, så kender man en, der har arbejdet på stålværket. Derfor er det en vanskelig situation, siger han til TV 2 Lorry og tilføjer: 

- Jeg tænker meget på de stakkels medarbejdere, der er derude og tænker "Hvad med min fremtid, hvad bærer den?". Jeg hader det dilemma.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen).

Om NLMK DanSteel

  • NLMK DanSteel er Danmarks eneste stålvalseværk og beliggende i Frederiksværk i Halsnæs Kommune og er den største russiskejede virksomhed i Danmark

  • Værket producerer plader til blandt andet vindmøller, skibe og broer

  • Virksomheden er den største i Frederiksværk og havde ifølge CVR-registret i december 2021 487 ansatte. I 2020 omsatte virksomheden for 2,3 milliarder kroner 

  • Den russiske stålgigant NLMK overtog pladeværket i Frederiksværk, efter at Det Danske Stålværks konkurs i 2002

  • Stålvalseværket ejes i dag af Vladimir Lisin, der med en estimeret formue på 20,8 milliarder dollars ifølge finans.dk er Ruslands fjerderigeste og ifølge Bloomberg den 76. rigeste i verden

  • I 2019 anløb 180 skibe med leverancer af såkaldte slabs fra Rusland.


Kilde: TV 2 Lorry, sn.dk, finans.dk 

Statens afgørelse

Steffen Jensen fortæller videre, at han er klar til at bakke op om sanktioner - også lokale - der kan være med til at stoppe krigen. 

Udfordringen for borgmesteren er bare, at beslutningen slet ikke ligger på hans bord. 

- Det er ikke mig som kommunalmand, der skal afgøre det. Det må staten afgøre. Jeg vil til hver en tid bakke op om det, der kan være med til at stoppe krigen, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Steffen Jensen (S) er borgmester i Halsnæs Kommune og kalder det "ulykkeligt", at en af kommunens vigtigste arbejdspladser er russiskejet, og derfor kommer i klemme.
Steffen Jensen (S) er borgmester i Halsnæs Kommune og kalder det "ulykkeligt", at en af kommunens vigtigste arbejdspladser er russiskejet, og derfor kommer i klemme.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

TV 2 Lorry har adspurgt Erhvervsminister Simon Kollerup (S), hvordan regeringen og den danske stat forholder sig til russiske virksomheder, der befinder sig på dansk jord samt hvordan sanktioner vil ramme disse virksomheder. 

Ministeren har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men skriver i en skriftlig udtalelse til TV 2 Lorry: 

”Erhvervsministeriet oplyser, at hvis en virksomhed eller dennes ejer er omfattet af sanktionerne mod Rusland, vil ejeren blive ramt, også selvom vedkommende befinder sig i Danmark.”

SF's erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, kaldet det afgørende, at man "skruer sanktionerne sammen på en klog måde". Hun mener dog, at man bør skride til handling.

- I SF synes vi, at vi skal have nogle sanktioner i Danmark, der gør, man fastfryser de likvide aktiver.

-  Det er vigtigt for os, der ikke bliver tjent penge i Danmark, der bliver ført ud af landet og ned i russiske oligarkers lommer. Og man kan godt lave sanktionerne, så virksomheden kan fortsætte, og man kan bruge pengene i Danmark på lønninger og produktion og så videre, men man kan ikke føre penge ud af landet, siger hun til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har tirsdag forsøgt at få en reaktion fra erhvervsordførerne fra Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre samt Enhedslisten samt Dansk Folkepartis medlem af Folketingets erhvervsudvalg. 

De er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Ligeledes har TV 2 Lorry rette henvendelse til NLMK DanSteel, men virksomheden har ikke ønsket at stille op til interview. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik