For anden gang kører Matt til Ukraine: "Vil man gøre en forskel, skal man køre helt ind i Lviv"

På sin første tur tog han sin kæreste og tre andre flygtninge med tilbage fra det krigshærgede land. Seks dage senere tager han igen af sted til Lviv i Ukraine med nødhjælp.

Matt Jensens koksgrå Volvo er for anden gang på få dage pakket til bristepunktet.

Roskilde-borgeren har lastet sin stationcar med drikkevarer og kassevis af medicinsk udstyr, som han torsdag kører den lange vej fra Sjælland og ind i det krigshærgede Ukraine.

- Jeg ved med sikkerhed, at jeg skal have bandager med. Og højst sandsynligt også en masse medicin og medicinsk udstyr, siger han, mens han laster bilen.

Det er ikke første gang Matt Jensen begiver sig ud på turen. For en uge siden - i torsdags - tog han også af sted med bandager og smertestillende midler.

quote Det, jeg hovedsageligt kører ned med, skal direkte ud til frontlinjen

Matt Jensen

I samarbejde med foreningen Bevar Ukraine kørte han til Lviv i den vestlige del af landet. Her afleverede han kasserne på et lager, hvis nærmere beliggenhed holdes hemmeligt.

- Det, jeg hovedsageligt kører ned med, skal direkte ud til frontlinjen - altså Kyiv og Kharkiv, hvor det skal ned for at hjælpe soldaterne, siger Matt Jensen, der til daglig arbejder på Carlsbergs lager.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Matts Volvo var godt læsset, da han kørte af sted torsdag i sidste uge mod Lviv i Ukraine.
Matts Volvo var godt læsset, da han kørte af sted torsdag i sidste uge mod Lviv i Ukraine.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop

Havde kæresten med hjem

Et andet og nok så vigtigt formål med sidste uges tur var, at Matt Jensen i samme ombæring skulle hente sin ukrainske kæreste Tanja og hendes 18-årige datter med hjem til Danmark. 

Tanja og datteren, der bor langt fra Lviv, måtte køre i bus 22 timer, før det lykkedes parret at mødes. Nu er hun og datteren indkvarteret hos Matt Jensen i Roskilde. I sikkerhed fra krigen, men mentalt er de to til dels stadig til stede i Ukraine.

- Hun føler lidt, at hun er en forræder over for sin familie, for hun er ”flygtet” fra dem. Men som de siger til mig hendes familie: De er bare glade for, at hun er kommet til Danmark med sin datter, og at de ikke skal tænke på dem, siger Matt Jensen.

På vejen mod grænsen så Matt, Tanja og datteren en mor med en kuffert og en lille dreng komme gående i vejkanten. Dem tog de med i bilen, og ja tak, de ville meget gerne med til Danmark.

Hvad blev der af dem?

- De var hos min mormor til at starte med. Der var de til i går eftermiddags (tirsdag, red.). Så blev de hentet af en ukrainer og kørt til en dansk-ukrainsk familie i Sorø, forklarer Matt Jensen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kæresteparret Tanja og Matt er nu forenet i Roskilde.
Kæresteparret Tanja og Matt er nu forenet i Roskilde.
Foto: Leif Danielsen/TV 2 Lorry

Strider mod organisationers anbefalinger

Matt Jensens handlinger stritter dog lidt i forhold til anbefalingerne fra de store nødhjælpsorganisationer.

Mens mange har lavet tøjindsamlinger eller som Matt Jensen har taget turen til grænsen og tilbage igen med krigsflygtninge på bagsædet, har Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp i stedet påpeget, at det, der gavner flest mennesker, slet og ret er penge.

Fra både Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp lyder budskabet, at flest mennesker får hurtig hjælp på mest effektiv vis, hvis det er nødhjælpsorganisationer med logistikken på plads, der yder hjælp - og altså ikke civile, der selv kører ned for at hjælpe. Faktisk er det ikke noget, organisationerne anbefaler.

I værste fald kan de private hjælpeaktioner risikere at gøre mere skade end gavn.

- Man kan risikere at blokere for den koordinerede indsats, har Malene Bøgesvang, der er souschef på den danske ambassade i Polen, tidligere sagt til TV 2.

Den udlægning køber Matt Jensen dog ikke.

- Hvis man vil gøre en forskel, så skal man køre helt ind i Lviv, og så skal man have kontakt til eksempelvis Bevar Ukraine. De har nogle forbindelser derinde. Så man skal ikke bare tage samle tøj ind og køre derned. Det er de ved at drukne i, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Turen fra Roskilde til Lviv tager ifølge Google Maps små 16 timer afhængigt af trafik.
Turen fra Roskilde til Lviv tager ifølge Google Maps små 16 timer afhængigt af trafik.
Foto: Google Maps

Derfor går turen torsdag altså igen mod Lviv med medicinsk nødhjælp. Og med tilbage - i hvert fald som minimum til den ukrainsk-polske grænse - har Matt Jensen i sinde at bringe udsatte ukrainske kvinder og børn.

- Jeg ved, at jeg kan tage nogle af de mest udsatte og sårbare med ud, som vil have problemer med at tage bussen ud til grænsen, som er det store problem, siger han.

Ifølge de seneste tal fra FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har flere end 2,1 millioner ukrainere flygtet fra krigen til de omkringliggende lande siden den 24. februar, hvor Rusland invaderede landet.

Mød Matt Jensen og Tanja i indslaget herunder:

Torsdag kører Matt Jensen fra Roskilde med medicinsk udstyr i sin bil - og han skal have flygtninge med tilbage.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik