Travle ansatte på Køge Sygehus skruer op for beroligende medicin

Intensivafdelingen på Køge Sygehus har givet mere beroligende medicin for at få tid til andre opgaver viser rapport fra Arbejdstilsynet.

Et hårdt presset sygehuspersonale på intensivafdelingen på Køge Sygehus har dagligt skruet op for den beroligende medicin til patienterne. Ofte har de gjort det for at få tid til at kunne tage sig af andre opgaver.

Det fremgår af et påbud fra Arbejdstilsynet sendt til Køge Sygehus 8. juni i år, som DR P4 Sjælland har fået aktindsigt i.

Af rapporten fremgår det også, at personalet har gjort det, selv om de ved, at det strider mod de retningslinjer, der findes på området og kan føre til længere indlæggelsestider.

- Det er jo sådan noget, der ikke må ske af hensyn til patienterne, siger ledende oversygeplejerske Dorthe Brun Jacobsen til DR P4 Sjælland.

Hun erkender, at man i de travle perioder er nødt til at skrue op for den beroligende medicin til intensivpatienterne.

- Men når det er sagt, så må man også sige, at det er en del af en behandling, der er i gang i forvejen. Det er ikke sådan, at vi bedøver en vågen patient. Det er noget, vi skruer op og ned for, siger hun.

Tidligere er den øgede brug af beroligende medicin er blevet indberettet som en "utilsigtet hændelse". Men den slags bliver ikke indberettet længere, fremgår det af Arbejdstilsynets rapport.

Den øgede brug af beroligende medicin er sket på trods af, at man i dag anbefaler, at intensivpatienter er vågne.

- Konsekvenserne af at bruge mere beroligende medicin er længere respiratortid, længere indlæggelsestid på intensivafdelingen og længere samlet indlæggelsestid, siger overlæge Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed:

Vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, Beth Lilja, lover ifølge DR P4 Sjælland, at der bliver sat en stopper for den øgede medicinering.

- Det er klart, det duer ikke. Det skal vi holde op med. Det er ikke acceptabelt for patienterne.

Udtalelsen faldt i et interview til DR Sjælland i sidste uge. Siden har vicedirektør Beth Lilja modereret sine udtalelser over for DR Nyheder.

- Det lille ekstra drys beroligende medicin, som de har fået, det er ikke noget, der har skadet patienterne. Det foregår ikke længere på daglig basis, og vi har sat en masse ting i værk, som reducerer travlhed, siger hun.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik