Rockerrelateret mordforsøg: To mænd var hjemme i beskudt hus

Torsdag aften blev der affyret skud mod et hus i Køge. Politiet mener, at skyderiet kan være et banderelateret mordforsøg.

Torsdag aften omkring kl. 22 blev der affyret adskillige skud mod et hus i Store Salby tæt ved Køge. 

- Der blev affyret flere skud mod et hus, hvor der bor to mænd. Selvom de begge var hjemme, blev ingen af dem ramt, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard. 

Politiet arbejder ud fra, at skyderiet kan være et rockerrelateret mordforsøg. 

- Når der er affyret flere end et skud, er det mere alvorligt. Indtil nu ved vi endnu ikke, om de to mænd i huset har en relation til rockere eller bander, men i Næstved har vi set flere skudepisoder mod private huse, der var rockerrelaterede, så det arbejder vi ud fra, siger Martin Bjerregård. 

Hvor mange skud, der er afgivet vides heller ikke endnu, men efterforskere og kriminalteknikere har været på stedet for at sikre spor.

Der er ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med skyderiet. De to mænd i det beskudte hus skal afhøres i løbet af dagen, oplyser politiet.

Bilbrand ti minutter inden skyderi

Ti minutter inden skyderiet i Store Salby blev en bil stukket i brand i den lille by Højelse kun tre kilometer derfra. 

- Tidsforløbet gør det lidt underligt, men vi aner ikke, om der er en sammenhæng, siger Martin Bjerregaard. 

Politiet oplyser, at den udbrændte bil er stjålet i København i slut september. Den bliver nu undersøgt nærmere. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik