Politi: Skyderi mod villa i Køge kan være banderelateret

Torsdag aften blev der affyret skud mod en villa i Store Salby lidt udenfor Køge. Ingen personer kom til skade ved skudepisoden, som politiet mener kan være banderelateret.

Torsdag aften blev der affyret skud mod et hus i Store Salby i Køge kommune.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi overfor TV 2 Lorry.

- Kort fortalt er der en borger, som er nabo til stedet dernede, som hører de her skud, som bliver afgivet. Og her er ikke tale om et skud, men om flere, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, og fortsætter:

- Derefter hører vidnet en bil gasse op og køre fra stedet, hvorefter vedkommende kontakter politiet.

Ifølge politiet angiver de mange skud, at dem, der har skudt, har haft et reelt ønske om at skade dem, der bor i huset.

- Vi hæfter os selvfølgelig ved, at hverken manden eller kvinden, der bor i huset, har lidt overlast, siger Martin Bjerregaard.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi frygter man nu, at der er tale om en bande- eller rockerrelateret skudepisode.

Politiet frygter, at skyderiet er banderelateret

quote Vi drager hurtig en parrallel indenfor den opblusning der har været i bandemiljøet, og her tænker vi mest på skyderiet i Næstved

Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi

- Vi drager hurtig en parrallel indenfor den opblusning der har været i bandemiljøet, og her tænker vi mest på skyderiet i Næstved, siger Martin Bjerregaard og fortsætter:

- Det ligner det, når man skyder på boliger, som det også er sket i Næstved, og derfor tænker vi hurtigt på mulige banderelationer.

Politiet har nu afhørt ofrene, som bor i huset. Der er tale om en mand og en kvinde, som er kendt af politiet i forvejen - dog ikke for kriminalitet af banderelateret karakter.

quote De vil godt snakke lidt med os, men de er ikke så meddelsomme

Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi

Alligevel kunne noget tyde på, at der var tale om en banderelateret handling, da huset blev beskudt torsdag aften.

- Vi er desværre ikke blevet så meget klogere (efter afhøringen, red.). Vi er ikke blevet 100 procent bekræftet, men heller ikke 100 procent afvist af ofrene. De vil godt snakke lidt med os, men de er ikke så meddelsomme. Derfor kan vi ikke blive kloge på, om der er en tilknytning eller ej, siger kommunikationsmedarbejderen.

Efterforskes som drabsforsøg

Martin Bjerregaard oplyser videre, at de manglende svar stemmer overens med den adfærd, som personer tilknyttet til rocker- og bandemiljøet ofte udviser.

Her mødes politiet nemlig ofte med en mur af tavshed.

- Men det er jo en meget generel vurdering, siger Martin Bjerregaard.

Politiet efterforsker fortsat sagen, der er klassificeret som et drabsforsøg. Men de har ingen anholdte og få spor at gå efter - derfor ønsker de nu borgernes hjælp.

quote Borgerne må meget gerne ringe, hvis de har oplevet noget i området

Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi

- Borgerne må meget gerne ringe, hvis de har oplevet noget i området. Mistænkelige personer eller biler, der har været i området. Det er et lille samfunde med 15 huse, så er der fremmede på spil, så vil man hurtigt finde ud af det, håber vi.

Har du set eller hørt noget, så kan Midt- og Vestsjællands Politi kontaktes på 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik