Plejehjem har hele seks beboere, der er ældre end 100 år

På plejehjemmet Sandmarksbo Kollektiv i Køge bor der seks personer, der er ældre end 100 år. En af dem er Astrid Møller, der dagligt træner og hænger i sin ribbe.

"Hvis bare man tror på, at man kan, så kan man også."

Sådan lyder opskriften på at blive 100 år gammel fra én, der ved, hvad hun taler om.

Astrid Møller fyldte 100 år for et par måneder siden, og her i marts har hun på plejehjemmet Sandmarksbo Kollektiv fået selskab af endnu en beboer på 100 år.

Det betyder, at der nu alt i alt bor seks ældre damer på mindst 100 år på plejehjemmet i Køge. 

- Jeg har haft det godt, selvom jeg nogle gange glemmer lidt. Og så vrøvler jeg engang i mellem. Jeg tror, jeg siger det rigtige, men det gør jeg bare ikke, siger Astrid Møller til TV 2 Lorry.

Astrid Møller træner dagligt, selvom hun er fyldt 100 år.
Astrid Møller træner dagligt, selvom hun er fyldt 100 år.
Foto: TV 2 Kosmopol

Astrid Møller er en af de omkring 80 beboere på plejehjemmet. De to ældste er 102 år gamle, men for personalet på stedet er det kun glædeligt at arbejde med de aldrende kvinder.

- Jeg har det sådan lidt, at når man er nået så langt, som de her seks 100-år gamle beboere er, så er man også nået udover den pukkel i livet, hvor man bliver ramt af sygdom i livet. Det er lige før, at de her kvinder kan klare endnu mere end andre yngre kan, siger Charlotte Jensen, der er social- og sundhedshjælper på stedet.

Men for Astrid Møller er det ikke overraskende, at fem andre kvinder også har nået den imponerende 100-års milepæl på samme plejehjem som hende.

- De andre bliver jo også passet ligesom godt, som jeg gør. Så bliver man gammel, når personalet er så søde til at passe på os, siger hun. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik