Mystisk pengeskabs-låge fundet i gadekær

Hvordan er lågen endt i Assendrup gadekær og hvor er skabet? Borgerne i den lille by ved Køge klør sig i håret i de her dage.

- Vi stod jo nogle stykker og kiggede, da de gravede mudder op. Og pludselig dukkede den op i grabben på maskinen. Er det en Franz Jäger (fiktivt pengeskab fra Olsen-banden film, red.), var der nogen der spurgte, fortæller Hans Sørensen, Landsbyformand i Assendrup ved Lille Skensved i Køge.

Og en Franz Jäger er det ikke, kan han afsløre. Men hvad der helt præcist står på resterne af skiltet på den kompakte pengeskabslåge er et mysterium.

I øjeblikket bliver der renset gadekær i fire landsbyer i Køge Kommune, og der dukker nogle pudsige ting op. Gadekæret i Assendrup er anlagt i 1957 og siden har det ikke været renset.

En del af landsbyens historie

I bedste Olsen Banden-stil fandt man forleden en stor tung jernlåge fra et gammelt pengeskab. Men pengeskabet er ikke dukket op.

Hvad mon der er sket, siden den er havnet her?, spørger de nu i Assendrup.

- Hængslerne her er jo vredet, og det ser ud som om, det har været varmet op, men det har ikke været sprunget, kan man se, siger Hans Sørensen.

Lågen fra det mystiske pengeskab får borgerne i byen lov at beholde, og den giver måske anledning til at få støvet et par gamle røverhistorier af, når folk fremover mødes rundt om gadekæret.

Kender du noget til den mystiske låge?

Men borgerne i Assendrup og folkene fra kommunen vil gerne høre den rigtige historie, hvis du kender den:

- Man kan henvende sig til mig i det gule hus overfor gadekæret, Assendrupvej 8B, siger Hans Sørensen. For det vil være en gevinst for byen, hvis de får den rigtige historie, siger han.

Gadekærene i Assendrup, Algestrup, Ringsbjerg og Svansbjerg bliver renoveret med midler fra landsbypuljen - og der er netop blevet åbnet for en ansøgningsrunde mere.

Landsbyer i Køge kommune kan få renset deres gadekær, der trænger til at blive opfrisket, eller få udført andre forbedringer af deres landsby.

Henvendelse skal ske her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik