Kvindesamfund: Voldtægtsdom giver ofre mod til at stå frem

Mandag middag blev tre nu 19-årige mænd kendt skyldige i en meget omdiskuteret voldtægtssag fra Herfølge. Nu bakker Dansk Kvindesamfund op om dommen.

Det giver mod til at stå frem som voldtægtsoffer, når Østre Landsret trækker en streg i sandet og kender tre mænd i en meget omdiskuteret voldtægtssag skyldige. 

Sådan lyder vurderingen fra og håbet fra styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund, Helena G. Hansen.

- I dag kan vi desværre se, at der er mange, der ikke anmelder voldtægt. De har en idé om, at det ikke nytter, at det bliver ord mod ord, siger hun til Ritzau.

Tidligere på året blev de tre unge mænd frikendt i sagen, hvilket affødte demonstrationer landet over. Dengang mente Roskilde Byret ikke, at det var bevist, at kvinden var så påvirket af alkohol og insulinmangel, at hun ikke kunne sige fra.

Den afgørelse var Østre Landsret dog ikke enige i, og derfor blev frifindelsen omstødt mandag middag i København.

De tre 19-årige mænd, der på gerningstidspunktet var 17 år, er alle blevet idømt fængselsdomme for ugerningen.

En af mændene blev idømt for forsøg på voldtægt med seks måneders fængsel. De to øvrige gerningsmænd blev straffet med otte måneders fængsel for på skift at have haft oralsex med den unge kvinde, men en af dem blev dømt for at have fyldbyrdet samleje med hende.

- Dommen sender et signal om, at der findes retfærdighed, siger Helena G. Hansen til Ritzau og fortsætter:

- Der er rigtig mange, der ikke anmelder. Området er præget af mørketal. Vi ved fra politiet, at der er omkring 400 anmeldelser, mens de organisationer, der arbejder med voldtægtsofre, mener, at der er omkring 4000 eller flere, siger hun.

Helena G. Hansen fortæller, at der kun falder dom i en ud af fem sager, hvor voldtægt bliver anmeldt. Det skyldes blandt andet, at en del sager bliver opgivet af anklagemyndigheden, som ikke mener, at der er nok beviser.

- Det er de facto næsten straffrit at begå voldtægt i Danmark. Det er ikke okay, siger Helena G. Hansen.

Overgrebet fandt sted under en fest tilbage i 2014. De unge mænd har alle nægtet sig skyldige og erklæret, at pigen efter deres opfattelse var helt med på akten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik