Køge inviterer borgerne med: Hvordan skal nyt byområde se ud?

Køge skal have et helt nyt boligområde og på torsdag er der borgermøde, hvor deltagerne kan komme med visioner og ideer for området.

Der ligger en helt ny superstation - men ud over noget erhvervsbyggeri og motorvejen, så er der ikke meget andet i området lige vest for stationen. Men det varer ikke ved. For rundt om den nye Køge Nord Station skal der etableres et nyt beboelsesområde med hele 1.600 boliger. Nu vil Køge Kommune give indbyggerne medinflydelse. Det sker blandt andet på et borgermøde torsdag aften. 

- Det bliver utrolig spændende at følge udviklingen af et helt nyt boligområde i Køge. At følge, hvordan det område, der i dag består af marker, bliver til en helt ny bydel, hvis borgere kan nyde godt af god infrastruktur og nærhed til bymidten. Som med al byudvikling gælder det om ikke kun at tænke i kvadratmeter og byggehøjder – men også i kultur og fællesskaber, og det liv, der skal leves. Jeg håber på, at rigtig mange interesserede borgere vil komme og høre mere om projektet, og give deres input på borgermødet, siger borgmester Marie Stærke i en pressemeddelelse om projektet.

Tre temaer skal diskuteres

Det offentlige møde kommer til at behandle tre forskellige temaer. Dels er der en række erhvervsarealer, der skal  flyttes længere mod vest for at give plads til de kommende byggerier, og så skal deltagerne også debattere byrum og fællesskabsmuligheder i det nye område. Endelig skal de komme med indspark til til boligområdets forbindelsesveje og stier.

Idéfasen varer frem til 25. september, og her har alle kommunens borgere mulighed for at komme med forslag til projektet.  Derefter skal byrådet præsenteres for alle indkomne forslag og ideer, og så sender politikerne Kommuneplantillæg nummer 7, som det hedder, i offentlig høring.

Klædt på til borgermøde

Normalt er det ikke så vigtigt, hvad man har på, når man går til borgermøde. Men det kan være ganske vigtigt på mødet i Køge.

Kommunen vil nemlig holde borgermødet i et stort telt, der bliver sat op på Ølsemagle Kirkevej 62. I samme forbindelse er der mulighed for at komme ud og se på området, så kommunen opfordrer deltagerne til at huske tøj, der er afstemt efter vejret.

Mødet varer fra klokken 19 til 21.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik