Køge blandt de bedste i Danmark: Har femdoblet indbyggertallet

Det går en vej i Køge: fremad. Det viser en ny undersøgelse, hvor Køge placeres som klar sjællandsk vinder, når det gælder befolkningsfremgang.

Sjællandsk vinder og top tre i Danmark.

Begge er titler, som Køge Kommune nu kan bryste sig af. Det viser en ny undersøgelse af befolkningsfremgang i løbet af de sidste 90 år, som Kommunernes Landsforening har lavet.

Og fremgangen ser ikke ud til at stagnere. Samtidig viser en undersøgelse fra nyhedsbrevet Momentum, der ligeledes udgives af Kommunernes Landsforening, at Køge Kommunes strategi for at tiltrække nye borgere virker. 

Momentums undersøgelse tager udgangspunkt i de danske provinsbyer og deres fremgang.

Køges borgmester, Flemming Christensen (Kons.), er ikke i tvivl om, at det er frugten af det store strategiske arbejde, som kommunen har haft sat i værk, der har nu høstes.

quote Køge Kommune har formået at udnytte chancerne og vores placering til fulde.

Flemming Christensen (Kons.), borgmester i Køge Kommune

Kommunen har blandt andet solgt egen jord fra, der nu er omlagt til erhverv, ligesom de er lykkes med at tiltrække supersygehuset - et prestigeprojekt, som samler de højst specialiserede afdelinger fra hele regionen på ét sted.

Desuden er der blevet anlagt en ny jernbane, som fra næste år vil bringe borgerne mellem Køge og København på blot 20 minutter. 

- Køge Kommune har formået at udnytte chancerne og vores placering til fulde. Vi har tiltrukket arbejdspladser, og dermed får vi også den glæde at modtage nye borgere, siger borgmester Flemming Christensen.

Han mener desuden, at kommunen har formået at bevare og udvikle dens særpræg, hvilket sidste år kulminerede med prisen som årets Handelsby 2016.

quote Den udvikling, hele kommunen gennemgår, sker ikke ved et tilfælde, men gennem planlægning og strategisk tænkning

Flemming Christensen (Kons.), borgmester i Køge Kommune

- Den udvikling, hele kommunen gennemgår, sker ikke ved et tilfælde, men gennem planlægning og strategisk tænkning. Vi er i fuld gang med en god udvikling, og den har vi ikke tænkt os at stoppe her, siger Flemming Christensen.

I 2016 flyttede borger nummer 60.000 til Køge Kommune. Med de mange nye tiltag og nye arbejdspladser, der finder vej til kommunen, forventer man, at 8.000 nye borgere flytter til inden for 10 år. 

 

God spredning på udviklingen i kommunen

Også i kommunens anden største by, Borup, var i 2016 den by på mellem 2.000 og 4.999 borgere, der var vokset mest. Og i løbet af de seneste 10 år er Borup vokset fra 3.220 indbyggere til 4.608 i 2016.

En del af de nye tilflyttere vil rykke ind i de mange nye boliger, der i disse år skyder op i Køge og omegn. Området omkring Køge station og den gamle industrihavn er ved at blive omdannet til en ny, spændende bydel med butikker, erhverv og lejligheder.

Længere mod nord ved den nye Køge Nord Station er en helt ny grøn bydel på tegnebrættet.

FAKTA

• Køge vokser hurtigere end resten af Danmark
Befolkningstilvækst i 2015 på 0,98 % (0,83 % på landsplan).

• Området omkring Køge Station og den gamle industrihavn er ved at blive omdannet til en ny bydel med butikker og bystrand få minutter fra Køges gamle middelalderbykerne. 

• God infrastruktur, 20 minutter til København med tog fra 2018 og 8 spor på Køge Bugt Motorvej.

Kilde: Køge Kommune

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik