En 30-årig mand blev søndag eftermiddag så frustreret og vred på personalet i SuperBrugsen i Herfølge, at han truede dem og smed bukserne foran dem.
Det skriver Dagbladet Køge.
Manden, der efter politiets opfattelse var beruset, truede personalet med en røvfuld – og valgte derefter at smide bukserne.
- Han har glemt at tage underbukser på, så han står med alle talenterne frit fremme i Brugsen. Vi har valgt at skrive ham for overtrædelse af ordenbekendtgørelsen og ikke blufærdighedskrænkelse, for det mener vi ikke, at han har haft fortsæt til, siger pressetalsmand Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til avisen.
Kådheden koster ham nu en bøde.