24-årig får syv års fængsel for at skyde mand i hovedet

Dømt mand anker dom for drabsforsøg begået i oktober 2015. Trods skud i hovedet overlevede offeret.

En 24-årig mand er ved Retten i Roskilde blevet idømt syv års fængsel for drabsforsøg, efter at han i 2015 skød en mand i hovedet i en lejlighed i Køge.

Dommen er faldet torsdag formiddag.

Den nu 24-årige Asso Azad Habib Amin er dømt for at ville dræbe en anden mand, da han på kort afstand affyrede en pistol mod offerets hoved.

Projektilet ramte i tindingen.

Det lykkedes læger at redde offerets liv, da de ved en operation kunne fjerne projektilet fra nakken.

Skyderiet fandt sted sent på aftenen i en lejlighed på Parkvej 18. oktober 2015.

Der gik et par dage, før en politipatrulje fik øje på den nu dømte i en bil på motorvejen, hvorefter han blev anholdt.

Han har siddet varetægtsfængslet lige siden, og han har nægtet sig skyldig.

Det er et nævningeting, der har dømt manden. Der skulle også tages stilling til, om den unge mand to dage forinden truede en bilist på livet på Åboulevarden i København. 

De to trafikanter var raget uklar. Og Asso Azad Habib Amin gik over stregen.

Han er således også dømt for at true den anden med udtalelser såsom "fucking dansker, jeg sprætter dig op, jeg stikker dig ned."

Anklager Kathrine Alsholm glæder sig over nævningenes og dommerne afgørelse.

- Jeg er tilfreds med dommen. De har fulgt vores påstand om drabsforsøg, og straffen er udmålt i overensstemmelse med praksis.

Den dømte har anket dommen til frifindelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik