Valg i Køge: Blå blok stiller med hele to udfordrere til kommunens førstekvinde

Kristensen og Kampmann. Det hedder de to mænd, der til kommunalvalget den 16. november vil forsøge at fravriste magten fra comebackborgmester Marie Stærke i Køge. Det er ikke utænkeligt, at det vil lykkes for en af dem.

Kommunalvalg er stort set altid spændende i Køge, og denne gang er ingen undtagelse. 

Nok plejer det at gå Socialdemokratiets vej, men for otte år siden fik kommunen pludselig en konservativ borgmester, selvom partiet kun fik to ud af 27 mandater i byrådet. 

Sådan noget glemmer man ikke lige foreløbig.

Der er et udmærket samarbejde mellem de politiske partier i byrådet, men der er ingen hellige alliancer, og intet er givet på forhånd, når der er kommunalvalg. I Køge kan alt ske. 


Hvad er der på spil?

Det er borgmesterposten. Marie Stærke fra Socialdemokratiet bestrider den i dag, men hun bliver pustet i nakken af de blå partier, som hun allerede har prøvet at tabe til ved et tidligere kommunalvalg.

Borgmester:

Marie Stærke (S)

1. viceborgmester:

Bent Sten Andersen (DF)

2. viceborgmester:

Mette Jorsø (RV)

* Jeppe Lindberg har skiftet parti fra Liberal Alliance til Det Konservative Folkeparti. Liberal Alliance havde kun et enkelt mandat og er derfor ikke længere repræsenteret i byrådet, mens Det Konservative Folkeparti har fået et mandat mere.
** Mette Jorsø har skiftet parti fra Venstre til Radikale Venstre. Venstre har dermed fået et mandat mindre, mens Radikale Venstre nu er repræsenteret i byrådet med et enkelt mandat.


Hvem er favoritten og hvorfor?

Det er nuværende borgmester Marie Stærke fra Socialdemokratiet. Hun blev borgmester i 2007, mistede magten ved valget i 2013, og generobrede den så ved valget i 2017, hvor hun desuden fik et stort antal personlige stemmer.

  • Marie Stærke er favorit, fordi Køge historisk stort set altid har haft socialdemokratiske borgmestre. Sådan har det været – altså med en enkelt undtagelse – i 100 år. Socialdemokratiet er desuden det klart største parti i byrådet i dag med ti ud af 27 mandater.
  • Men i Køge handler det politiske spil om meget mere end blot, hvem der er størst. Man skal kunne tælle til 14 for at have et flertal i byrådet, og det er ikke realistisk, at Socialdemokratiet kan mønstre det på egen hånd. Marie Stærke er derfor afhængig af opbakning fra et eller flere af de andre partier i byrådet, og det er her, det bliver interessant at se den politiske kabale blive lagt. Der er nemlig ikke et nemt sted for Marie Stærke at finde et flertal.
  • Mest oplagt vil det måske være at lede hos SF, men det er ikke hugget i granit, at de to partier kan finde fælles fodslag. Efter sidste kommunalvalg kom SF således først med i konstitueringen, da der allerede var et broget flertal bag Marie Stærke på plads.


Hvem er udfordrerne, og har de en chance?

I Køge er der to udfordrere fra blå blok. De er ikke i valgforbund med hinanden.

  • Ken Kristensen er ny spidskandidat for Venstre, som nok er det parti, der er mest i direkte opposition i byrådet i Køge. 
    • Ken Kristensen blev valgt ind for første gang i 2017. Her blev Venstre det næststørste parti i byrådet, men ved valget før det blev Venstre faktisk det største med hele ti mandater. I dag har Venstre fem mandater i byrådet, selvom der blev valgt seks ind. Årsagen er, at tidligere spidskandidat Mette Jorsø har forladt partiet i protest over Ken Kristensens ledelsesstil og siden hen er blevet medlem af Radikale Venstre. 
    • Hvis Ken Kristensens borgmesterdrømme skal blive virkelighed, skal vælgerne give Venstre noget af fordums styrke tilbage, og så kræver det formentlig også, at Det Konservative Folkeparti vil bakke ham op. Her har man dog indtil videre sit eget bud på en kommende borgmester.
  • Thomas Kampmann er ny spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, og han blev ligeledes valgt ind i byrådet for første gang i 2017. I dag har Det Konservative Folkeparti fem mandater, selvom der kun blev valgt fire ind. Det skyldes, at Jeppe Lindberg er skiftet fra Liberal Alliance. 
    • Thomas Kampmann har overtaget spidskandidaturet efter Flemming Christensen, der blev en form for kompromisborgmester i Køge efter kommunalvalget i 2013, som var der, hvor Venstre ellers blev størst. På samme måde kan Thomas Kampmann komme til at stå i en fordelagtig situation til dette kommunalvalg. 
    • Hvis de borgerlige partier sammenlagt bliver størst, kan han både søge opbakning i sin egen blok og også forsøge at bringe sig selv i spil som borgmester i et flertal hen over midten.

Hvilke temaer kommer til at fylde i valgkampen?

  • Økonomi

    Køge Kommune skal spare. Ikke til næste år men i de efterfølgende tre år derefter. Det står i den budgetaftale for 2022 og overslagsårene 2023, 2024 og 2025, som samtlige partier i byrådet har skrevet under på i dette efterår. Der er lagt såkaldte besparelsesblokke på 70 millioner kroner årligt ind i overslagsårene, og det er det nye byråd, der træder til efter nytår, som skal bestemme, hvordan besparelserne konkret skal udmøntes. Nogle partier mener, at der burde have været strammere budgettering på et tidligere tidspunkt, og i den forbindelse er sagen om kommunale gavekort aktuel. Et flertal i byrådet har besluttet at give et gavekort på 1.000 kroner til brug i oplevelsesindustriene til hver af de 5.200 ansatte i Køge Kommune som en anerkendelse af indsatsen under coronakrisen. En prioritering der har vakt stor debat, og som flere partier er modstandere af.

  • Byudvikling

    Kommuneplan 2021-2033 har netop været i høring og forventes vedtaget i december, og derfor er det sandsynligt, at byudvikling kommer til at være et tema op til kommunalvalget. Her kommer en potentiel udlægning af et område på 17 hektar ved Kimmerslev Sø i Borup formentlig til at fylde mest. Mange borgere i Borup er kritiske overfor planerne om at bygge cirka 250 boliger i det naturskønne område.

  • Infrastruktur

    Der skal bygges en ny vejforbindelse til Stevns, så de mange pendlere, der skal nordpå fra landkommunen, kan komme hurtigere på motorvejen. Det er i høj grad i Køges interesse, for i dag kører mange pendlere igennem Køge by. Konsekvensen er, at trafikken ofte snegler sig afsted, og det ser kun ud til at blive forværret i de kommende år. Der er for nylig blevet afsat statslige penge til en vejforbindelse, men placeringen af den er stadig uafklaret. Vejdirektoratet har undersøgt flere linjeføringer, men fra politikere i både Stevns og Køge lyder det, at disse linjeføringer ikke vil flytte biler nok til at afhjælpe problemet. Derfor har kommunerne i fællesskab bedt om, at der bliver undersøgt en mere nordlig løsning, og så kan vejforbindelsen pludselig i højere grad komme til at ligge i Køge – nærmere bestemt i nærheden af Herfølge, hvilket har affødt store protester.

  • Erhvervsindsatsen

    Køge Kommune har fået en 67. plads i en årlig måling af lokal erhvervsvenlighed i kommunerne. Det er en tilbagegang på 30 pladser i forhold til sidste år. Det er især kommunens formidling af information og dialogen med embedsmænd og politikere, der får bundkarakter, og det ser heller ikke for godt ud med sagsbehandlingstider og grøn udvikling. Målingen har affødt en debat om, hvordan man forbedrer erhvervsvenligheden i Køge.

Hvordan gik det ved valget i 2017?

Efter fire år uden Marie Stærke ved roret i Køge vendte vælgerne i stor stil tilbage til Socialdemokratiet, der fik en markant fremgang. 

Det Konservative Folkeparti gik ligeledes meget frem, men Marie Stærke fik næsten tre gange så mange personlige stemmer som den daværende konservative borgmester Flemming Christensen, hvilket må siges at være usædvanligt.

  • Kommunalvalget endte ud med en konstituering med 21 ud af 27 medlemmer i byrådet, og Marie Stærke blev borgmester igen. 
  • Flertallet var i begyndelsen snævert og bestod af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance, hvilket Marie Stærke selv kaldte “et farverigt flertal”. Senere hen kom Det Konservative Folkeparti og SF også med ombord. Kun Venstre stod med sine seks mandater udenfor konstitueringen.

Hvem blev de største stemmeslugere ved valget i 2017?

Antal stemmer
1. Marie Stærke (S) 20,7% af alle afgivne stemmer 6.944
2. Flemming Christensen (K) 2.401
3. Mette Jorsø (V) 1.645
4. Thomas Kielgasts (SF) 1.213
5. Ken Kristensen (V) 898

Hvordan har byrådet fordelt pengene ved de seneste budgetter?

  • Samtlige medlemmer af byrådet bakkede op om det første budget i valgperioden. Her var der store besparelser på tapetet for 2019 og overslagsårene 2020-2022, der blandt andet blev udmøntet på kommunens administration og i driften af hjemmeplejen. 
  • Året efter så det helt anderledes ud. Budgettet for 2020 blev betegnet som et luksusbudget, og endnu engang bakkede hele byrådet op om aftalen. Den gunstige situation skyldtes blandt andet en aftale mellem KL og regeringen, der var til Køges fordel. Der blev endda muligt at afblæse nogle besparelser besluttet året forinden. 
  • Og det sluttede ikke der. Forhandlingerne om budgettet for 2021 havde også et godt udgangspunkt. Her skyldtes det blandt andet udligningsreformen, der var fordelagtig for Køge. Der blev afsat penge til at færdiggøre en masse projekter - blandt andet cykelstier og en omfartsvej. Der blev også prioriteret en modernisering af kommunale bygninger. Ved denne budgetaftale var Venstre ikke med i aftalen - ifølge dem selv, fordi de blev holdt uden for.
  • Ved budgettet for 2022 var alle medlemmer af kommunalbestyrelsen med ombord igen - i hvert fald næsten. Køge Idrætspark har flere gange været et stridspunkt i byrådet. Dansk Folkeparti og Enhedslisten var ikke med på at bruge endnu en stor pose penge på projektet, og det betød, at der blev lavet et delforlig om netop dette punkt, som de to partier ikke var med i. 


Hvem har indgået valgforbund?

  • Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre
  • Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Alternativet
  • Radikale Venstre og Konservative
  • Nye Borgerlige og Liberal Alliance

 

Hvad betyder valgforbund og konstituering?

Valgforbund:

Når to eller flere partier går sammen i et valgforbund, tæller gruppen som ét parti, når stemmerne skal omsættes til mandater.

Overskydende stemmer kan puljes og tilsammen skaffe valgforbundet et mandat - eller et ekstra mandat.

Hvert parti kan kun indgå ét valgforbund. Valgforbund indgås typisk mellem lister og partier, der står hinanden politisk nær, men de er ikke forpligtet til at støtte hinanden, når der skal findes flertal bag en borgmester.


Konstituering:

Når valgresultatet er kendt på valgaftenen og valgnatten, vil de forskellige borgmesterkandidater forsøge at finde et flertal blandt de øvrige partier. Hvis ét parti alene har flertal, kaldes det absolut flertal. Når en borgmesterkandidat har fundet flertal, vil parterne typisk underskrive en konstitueringsaftale.

En konstitueringsaftale er ikke juridisk bindende og kan ikke håndhæves. Kommunalbestyrelsens konstituering sker på det konstituerende møde, der som regel finder sted et par uger efter valget. Her vælges blandt andet borgmester, viceborgmestre og udvalgsformænd.



Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet og TV 2 Lorry

Forudsigelsen:

Det er mest realistisk, at Marie Stærke og Socialdemokratiet fortsat kommer til at stå i spidsen for Køge efter kommunalvalget. Marie Stærke  er i det store hele en populær politiker, og hun formår at få partierne i byrådet til at arbejde sammen, hvilket vælgerne typisk sætter pris på. Hun har desuden før bevist, at hun kan få opbakning fra andre end sine egne i rød blok.  



Sådan har vi gjort

TV 2 Lorry har skrevet denne analyse på baggrund af research, en lang række skriftlige kilder og samtaler med en stribe af kilder med kendskab til de politiske forhold i kommunen.  

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på til kommunalvalget? Her kan du møde spidskandidaterne fra Køge i TV 2 Lorrys valgdebat. De diskuterer de vigtigste emner fra Køge. Velkommen til Debat under uret.

Her er kandidaterne i Køge Kommune:


Valgforbund

  • Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre
  • Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Alternativet
  • Radikale Venstre, Konservative
  • Nye Borgerlige, Liberal Alliance


Liste A - Socialdemokratiet

Marie Stærke

Pernille Sylvest

Vibeke Kjøng Østergaard

Kristina Stange

Lene Møller Nielsen

Lissie Kirk

Anders Dyrby Dahl

Erik Swiatek

Joan Haar

Jeppe Svarre Andersen

Jonas Bjørn Whitehorn

Per Bach

Dennis Hedegaard

Ertugrul Vural

Yakup Pelit

Selim Balikci

Osama Aref Mohamad

Sabah Mustafa

Andreas Bech


Liste B - Radikale Venstre

Søren Johansen, Hastrup

Mette Jorsø, Køge

Martine Kiding, Sønder Køge

Özcan Tecer, Køge

Kurt Jensen, Borup

Martin Andersen, Lellinge

Andreas Nørretranders, Borup

Anette Kaa-Bødker, Køge

Madina Shafigi, Ølby


Liste C - Det Konservative Folkeparti

Thomas Kampmann, Køge

Kirsten Larsen, Køge

Mads Andersen, Køge

Bjarne Rasmussen, Herfølge

Anette Hallev, Hastrup

Mette Laugesen, Åshøj

Morten Kryger, Algestrup

Dogan Kilic, Hastrup

Jørgen Petersen, Køge

Claus René Olesen, Borup

Lars Laurbjerg, Vemmedrup

Lykke Outzen, Køge Nord

Henrik Fougt, Køge

Claus Rømer, Køge

Christian Wedel-Neergaard, Borup

Finn von Bülow, Slimminge

Frank R. Taarup, Hastrup

Jeppe Lindberg, Køge


Liste D - Nye Borgerlige

Martin Knudsen, Borup

Henrik Olsen, Bjæverskov

Bo Trusbak, Tureby

Jens Hvid, Køge

Sander Nielsen, Borup


Liste F - SF

1. Thomas Kielgast, Herfølge

2. Ali Yahya, Ølby

3. Lykke Rømer, Køge

4. Palle Rom, Køge, St. Salby

5. Bo Niels Rosenberg, Vemmedrup

6. Max Hvornum, Ejby

7. Helmut Sørensen, Hastrup


Liste I - Liberal Alliance

Carsten Pedersen, Nørre Dalby

Rolf Larsen, Borup

Andreas Danielsen, Køge C

Jonas Danielsen, Køge C

Mie Lund, Vollerslev


Liste K - Kristendemokraterne

Søren Gaarde


Liste O - Dansk Folkeparti

1. Bent Sten Andersen

2. Anders Ladegaard Bork

3. Filip Porebski

4. Helle Kjærgaard Pedersen

5. Tilde Bork

6. Morten Andersen

7. Bjarne Larsen

8. Aniska Ulrich

9. Brian Ziebell

10. Flemming Kiel


Liste V - Venstre

Ken Kristensen, Køge

Ulrik Sejersdal Nielsen, Druestrup

Mette Wigand Bode, Køge

Marie Louise Christensen, Køge Nord

Lars Deleuran, Herfølge

Helle Poulsen, Bjæverskov

Murad Ünsal, Køge

Jan B. Larsen, Ejby

Ali Ünsal, Køge

Doris Irene Stenver, Køge

Søren Brask, Lellinge

Mette Dunker, Herfølge

Kathrine Clausen, Køge

Rikke Kornval, Borup

Hanna Lützner Nielsen, Køge

Poul Erik Jensen, Slimminge

Annie Jauffred, Vemmedrup

Klaus Kjelstrup, Herfølge

Poul Henning Vive, Køge


Liste Ø - Enhedslisten

1. Niels Rolskov

2. Johannes Jacobsen, Køge

3. Margrethe Pedersen

4. Thomas Jakobsen

5. Maida Saralic

6. Mie Abildgaard Jensen


Liste Å - Alternativet

Peter Kjær Hansen

_