Natten til mandag kom en 22-årig kvinde fra Køge alvorligt til skade i et trafikuheld i Køge, da hun til fods krydsede Ringvejen og blev ramt af en bil.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.
Ulykken skete omkring klokken 02.30, hvor kvinden gik over vejen ikke langt fra lyskurven ved Nørre Boulevard. Her blev hun ramt af en bil, der blev ført af en 59-årig mand fra Herfølge, der var på vej på arbejde.
- Der er alvorlig tilskadekomst ved fodgængeren, og hun blev bragt til Rigshospitalet til akut behandling. Seneste melding er, at hendes tilstand er ikke-kritisk, men hun har pådraget sig kvæstelser fra færdselsuheldet, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Føreren af bilen blev i forbindelse med politiarbejdet omkring ulykken testet for alkoholpåvirkning, og her var der ikke noget at spore, oplyser politiet.
Der er heller ikke umiddelbare tegn på, at bilisten skulle have kørt for hurtigt, men det er en bilinspektør nu i gang med at undersøge.
Det vides heller ikke, hvorfor kvinden valgte at krydse Ringvejen blot cirka 100 meter fra det nærmeste lyskryds, hvor området var oplyst. På stedet, hvor kvinden blev ramt af bilen, var der dårlig sigtbarhed, forklarer politiet.
- Det skete på et tidspunkt med meget, meget lidt trafik. Ifølge bilistens egen forklaring var han nærmest den eneste på hele strækningen, og pludselig stod fodgængeren der bare, siger Martin Bjerregaard.
I forbindelse med redningsarbejdet ved ulykkesstedet var Ringvejen delvist spærret for trafik. Spærringen blev dog ophævet inden morgentrafikken satte ind, hvorfor uheldet ikke har påvirket ret mange bilister mandag morgen.