23-årig kvinde forsvundet - blev sidst set på færge

Politiet leder efter en 23-årig kvinde, der har været borte siden søndag.

Karen som hun så ud ved ombordstigning på færgen søndag den 26. januar klokken 17.30. Foto: Efterlysningsfoto - Bornholms Politi

Politiet efterlyser 23-årige Karen Kubel Rolighed fra Ringkøbing, der søndag rejste med færgen kokken 17.30 fra Rønne til Køge.

Den unge kvinde er sidst set ved ombordstigning på færgen, oplyser Bornholms Politi, som har udsendt efterlysningen, i en pressemeddelelse.

Karen Kubel Rolighed beskrives som 155-160 centimeter høj, kraftig af kropsbygning med brunt mellemlangt hår.

Læs også Tip fra borger førte til fund af skarpladt haglgevær

Hun var iført mørk striktøje med firkantede lapper på ærmerne og noget hvidt på brystet samt hvide bukser med sort mønster. Hun medbragte en stor rød vandrerygsæk.

Jan Clausen, vagtchef ved Bornholms Politi, fortæller til Ritzau, at færgens personale fandt nogle af Karen Kubel Roligheds ejendele på færgen tidligt mandag morgen.

- Personalet finder nogle ejendele og kontakter politiet. Men rygsækken, som hun bar, da hun steg om bord, har man ikke fundet, siger han.

Den unge kvinde er sidst set, da hun steg ombord på færgen fra Rønne til Køge i søndags. Foto: Bornholms Politi/Ritzau Scanpix

Beder borgere om hjælp

Foreløbig har politiet ingen anelse om, hvor den forsvundne kvinde er, eller hvad der kan være sket med hende, siden hun sidst blev set.

Bornholms Politi anmoder borgere, der kan have set kvinden og/eller talt med hende, om at henvende sig til Bornholms Politi.

Oplysninger om Karen Kubel Rolighed rettes til Bornholms Politi på 1-1-4 eller telefonnummer 5690 1448.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik