Hele familien Wozniacki var flittige gæster på banerne i Køge Tennis Klub, men det var kun far Piotr, mor Anna og storebror Patrik, der dystede på det røde grus.
Lillesøsteren, Caroline, var for lille til at spille med, mente de. Så hende sendte de i stedet over til slagmuren, og her stod hun ofte og trænede i 2-3 timer.
Ihærdigheden blev hurtigt belønnet. Som 9-årig var Caroline Wozniacki allerede bedre end sin fire år ældre storebror.
Han droppede straks tenniskarrieren, mens hun knoklede videre, og to år senere sagde hun for første gang de berømte ord, som fulgte og forfulgte hende i resten af karrieren.
- Jeg kunne godt tænke mig at blive nummer et i verden og vinde alle Grand Slams'ne, sagde Caroline Wozniacki som 11-årig.
Ud over talent og viljestyrke krævede det dog også penge, hvis Caroline Wozniacki skulle gøre den drøm til virkelighed, og ”hvis der er noget, du gerne vil, må du gøre det selv”, var den klare besked fra hendes far.
- Jeg måtte finde ud af, hvordan man skulle booke fly, og jeg ringede også selv til Adidas for at høre, om de ikke ville sponsorere mig. Det var, da jeg var 10 år gammel,” fortæller Caroline Wozniacki i sit første større interview efter karrierens sidste kamp i tredje runde af Australian Open.
I programmet ”Wozniacki – til sidste bold” på TV 2 ser hun tilbage på de år, der blev rammen for en helt enestående karriere, der altså begyndte ved en slagmur i Køge og endte med en rekordliste på 30 WTA-titler, én Grand Slam-triumf og sammenlagt 71 uger som verdens bedste kvindelige tennisspiller.
- Jeg er meget stædig. Jeg tror ikke, man når hvor jeg er nået til i tennis, hvis man ikke er stædig. Jeg vil gerne være den bedste eller gøre det så godt, jeg kan, i alt, hvad jeg laver. Det er både i skolen, på tennisbanen og i livet generelt.
Samme indstilling tog Caroline Wozniacki med til timerne på det prestigefyldte universitet Harvard, da hun i efteråret 2019 gennemførte et forløb, som klæder professionelle atleter på til livet efter karrieren.
- Jeg fik den bedste karakter i hele klassen, så det var ret fedt. Det gav et lille boost, fortæller hun uden at skjule sin begejstring.
På det tidspunkt havde Wozniacki ikke været på skolebænken, siden hun droppede ud af gymnasiet for at dedikere sin ungdom til tennis og målet om at blive verdens bedste.
Et familieprojekt
Drømmen var først og fremmest Caroline Wozniackis, men den kom til at definere hele familiens liv.
Familien betød alt, men tennis kom før alt andet. Også den dag, Caroline Wozniacki måtte sige farvel til sin farmor.
- Da min farmor døde, spillede jeg Wimbledon. Jeg var rigtig tæt med min farmor, og jeg spillede både single, double og mix den dag, som var en trist dag.
- Inden hun døde gav hun mig en firkløver, som jeg puttede på et armbånd, og som jeg havde med mig i rigtig mange år. Det er en af ting, som har givet mig et ekstra skub, når jeg havde brug for det.
Målet om at nå toppen af verdensranglisten nåede Caroline Wozniacki allerede i 2010.
Jeg tror, at jeg hader at tabe mere, end jeg elsker at vinde.
Grand Slam-titlen lod dog vente på sig, og da en skadesplaget dansker i 2016 dumpede helt ned som nummer 74 i verden, lignede det et definitivt farvel til verdenstoppen.
Igen viste Wozniacki sin utrolige evne til at kæmpe sig ud af problemerne, og i slutningen af 2017 genfandt storformen og sluttede året af i suveræn stil ved at vinde sæsonfinalen i Doha.
- Jeg tror, at jeg hader at tabe mere, end jeg elsker at vinde. Når man hader at tabe så meget, som jeg gør, så træner man også hårdt for at vinde mere, end man taber. Så jeg tror bare, det er bare den fightervilje, jeg har, siger Wozniacki.
Bare tre måneder senere blev pigedrømmen så til virkelighed, da danskeren i en dramatisk finale ved Australien Open besejrede rumæneren Simona Halep.
Endelig kunne Caroline kalde sig Grand Slam-vinder. Den ultimative kulmination på det, der begyndte ved slagmur i Køge.
- En af de ting, jeg kommer til at savne, er den adrenalin, der kommer igennem, når man har vundet en kamp eller et fantastisk point. De sekunder lige efter tror jeg, jeg kommer til at savne, fordi det tror jeg bliver svært at få i noget andet, jeg kommer til at lave i livet.
