Skub i ryggen og stemmer i mørket: Spøger det på Malerklemmen?

Stemmer, skub i ryggen og lamper, der gynger af sig selv. Når mørket falder på, sker der mystiske ting på et gammelt traktørsted ved Borup.

- Så, nu får jeg fandeme kuldegysninger.

I mørket kan den erfarne spøgelsesjæger Kim Søndergaard svagt ane lampen over bordet, der gynger frem og tilbage, selvom ingen har rørt ved den.

Han har netop fået et udslag på sit måleapparat, der registrerer ændringer i det elektromagnetiske felt. Måleren har ellers intet registreret hele natten. Før nu.

- Er det Cathrine, der går og snakker, hvisker Kims kollega, Joshua.

- Det lød, som om der var nogen, der snakkede, fortsætter han, og Kim er enig.

Der var en stemme. Og det var ikke Cathrines.

Vi befinder os på traktørstedet Malerklemmen lidt uden for Borup. Klokken er et om natten, da flere timers venten pludselig betaler sig for de to paranormale efterforskere Kim Søndergaard og Joshua Gabriel.

Lad os spole tiden nogle timer tilbage. 

quote Når stedet lukker, og lyset slukker, er der altså nogle andre, der overtager stedet her

Cathrine Munch Jørgensen, Malerklemmen

Skub i ryggen og gyngende lamper

De to paranormale efterforskere – i folkemunde kaldt spøgelsesjægere – er taget til Borup for at undersøge en påstand om, at det spøger på Malerklemmen.

Cathrine Munch Jørgensen, som er datter af stedets ejere, kan berette om en ganske særlig stemning, når mørket sænker sig.

- Når der er mennesker her, er der jo glæde og liv og snak. Men når stedet lukker, og lyset slukker, er der altså nogle andre der overtager stedet her. Så er det ikke os, der bestemmer mere, siger Cathrine Munch Jørgensen.

Hun har flere eksempler på oplevelser, hun ikke kan forklare.

- Der har været episoder, hvor vi har gået og dækket op, og det har lydt, som om nogen kaldte på os fra resten af huset. Men der var ikke nogen, som havde kaldt. Der er lamper, der har gynget. Og der er nogen, som er blevet skubbet i ryggen meget markant. Så det er ret ubehageligt, og det kan man jo ikke forklare på nogen måde, fortæller Cathrine Munch Jørgensen.

Hun er overbevist om, at det er Hans Christian, en hollandsk grøntsagsbonde, som ejede bygningen i 1920’erne, der spøger. Han hængte sig selv på den anden side af vejen, men er tilsyneladende ikke færdig med at frekventere stedet.

Cathrine Munch har bedt Kim Søndergaard om at undersøge hændelserne nærmere. 

Pludselig gynger lampen over bordet, konstaterer Cathrine Munch Jørgensen. Er det den afdøde Hans Christian, der spøger?
Pludselig gynger lampen over bordet, konstaterer Cathrine Munch Jørgensen. Er det den afdøde Hans Christian, der spøger?
Foto: Niels Christian Buhl/TV 2 Kosmopol

Overbevist om det overnaturlige

Kim Søndergaard stiftede Dansk Parapsykologisk Aspekt (DPA, red.) i 1998, en lille gruppe af personer med særlig interesse for de overnaturlige.

- Min interesse for det paranormale har faktisk altid været der. Da jeg var 10-12 år, brugte jeg mine lommepenge på bøger om det paranormale, det gælder også Bermuda-trekanten, ufoer osv., men spøgelser og genfærd var nummer et. Så jeg har altid haft interessen, siger Kim Søndergaard og fortsætter:

- Jeg er uden for enhver tvivl overbevist om, at det paranormale findes. Der findes spøgelser, genfærd, ånder, hvad end man nu vil kalde dem.

Hans kollega Joshua Gabriel deler den indstilling.

- Jeg har ikke brug for at blive overbevist, for det er jeg. Jeg har haft oplevelser nok til at sige, okay, det her kan ikke forklares på en naturlig måde. Der er noget på den anden side, det er der virkelig, siger Joshua Gabriel. 

quote - Jeg er uden for enhver tvivl overbevist om, at det paranormale findes.

Kim Søndergaard, paranormal efterforsker

Drømmen om en full body apparition

Når DPA rykker ud for at undersøge uforklarlige hændelser, medbringer de en lang række teknologiske hjælpemidler, blandt andet infrarøde overvågningskameraer, der kan filme i mørke.

Håbet er at fange et entydigt bevis på, at der er mere mellem himmel og jord. 

- Enhver paranormal efterforskers drøm er jo det, man kalder en full body apparition, simpelthen et spøgelse i fuld figur komme gående igennem et rum. Det er jo den ultimative drøm for alle og det, man håber at kunne få på video en dag, siger Kim Søndergaard.

Efter at have lavet paranormale undersøgelser i mere end tyve år er det ikke lykkedes at lave sådan en videooptagelse. Men det rokker ikke ved hans overbevisning.

- Det er jo meget svært at komme med et endegyldigt bevis, der vil overbevise alle om, at noget er paranormalt. Men der er jo ikke andet for os at gøre end at blive ved og håbe, at beviset kommer på et tidspunkt på den ene eller anden måde, slutter Kim Søndergaard.

Og hvordan gik det så med undersøgelsen på Malerklemmen? Det skal du, kære læser, næsten selv have lov til at vurdere. Søndagsmagasinet var med hele natten på Malerklemmen, og du kan se udsendelsen her

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik