Skole lukker ned i 14 dage: "Vi har ikke set toppen endnu"

Kirstinedalsskolen i Køge lukker fra fredag og frem til efter efterårsferien. Det sker på grund af et stigende antal coronasmittede på skolen.

Samtlige elever og medarbejdere er sendt hjem fra Kirstinedalsskolen i Køge.

Det sker, efter at otte elever og en lærer er konstateret smittet med covid-19.

quote Med det stigende antal smittede, tror vi ikke, at vi har set toppen endnu.

Søren Thorborg, skolechef, Køge Kommune.

- Det berører seks klasser, men det stopper jo ikke der, for det berører jo så også de seks klassers tyve lærere, der er sendt hjem for at blive testet, siger Søren Thorborg, der er skolechef i Køge Kommune.

Derfor er nedlukningen ifølge ham en del af et forsigtighedsprincip.

- Det er da drastisk at lukke helt ned, men vi har forsøgt at forklare forældre, at de ikke skal være ængstelige. Det her er et udtryk for, at vi tager børn og medarbejderes helbred alvorligt, og et forsøg på at tage det i opløbet, forklarer Søren Thorborg.

Tror ikke toppen er nået

På nuværende tidspunkt vides det ikke, om antallet af smittede vil stige, men ifølge Søren Thorborg vil flere smittetilfælde med al sandsynlighed dukke op i den kommende tid.

quote Vi har ikke set det sådan før, derfor er nedlukningen nødvendig.

Lone Nygaard Jensen, chef for Familieadelingen, Køge Kommune

- Vi har ingen idé om, hvor mange der er smittede. Vi formoder ikke, at det er mange. Men med det stigende antal smittede, tror vi ikke, at vi har set toppen endnu, siger han.

Han oplyser også, at alle elever vil modtage fjernundervisning fra på mandag og frem til efterårsferien.

Ikke set før i kommunen

Ifølge Lone Nygaard Jensen, chef for Familieafdelingen i Køge Kommune, der varetager den sundhedsfaglige vurdering af sagen, er der tale om et større smitteudbrud, og derfor er nedlukningen nødvendig.

- Vi har ikke set det sådan før, derfor er nedlukningen nødvendig, og gør det også muligt at opspore de muligt smittede, så den netop ikke spreder sig, siger Lone Nygaard Jensen.

Hun understreger at smitten nemlig hurtigt kan få ben at gå på.

- Hvis man har en storebror, der går i en anden klasse på skolen, så er der en ny situation, så der kan potentielt være mange involverede, forklarer Lone Nygaard Jensen.

Det er Børne- og Uddannelsesforvaltningen i Køge Kommune, der i går aftes besluttede at lukke skolen ned til efter efterårsferien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik