Nyt supersygehus bliver forsinket med et halvt år

Forsinkelserne kommer ikke til at få økonomiske konsekvenser for Region Sjælland.

Byggeriet af sengebygningerne på det nye Sjællands Universitetshospital i Køge bliver forsinket i seks måneder.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Det er forsinkelser i leveringen af beton og facadeelementer, der er de væsentligste årsager til, at første del af senge- og behandlingsbygningen nu først forventes at stå klar til aflevering i juni 2022 og til at tage i brug efter sommerferien 2022.

- Det er svære tider for de store byggerier, da vi er afhængige af internationale leverancer. Covid-19 situationen gør vores verden mere uforudsigelig, men alle gør, hvad de kan, for at løse udfordringerne, siger projektdirektør Helle Gaub til TV 2 Lorry.

Med forsinkelsen er der nu udsigt til en samlet forsinkelse på seks måneder for det færdige byggeri.

Det betyder, at den endelige aflevering udskydes til den 15. oktober 2025.

Det er den største etape på hospitalsbyggeriet, der forsinkes, men det får ikke økonomiske konsekvenser for Region Sjælland.

Når byggeriet af senge- og behandlingsbygningen står færdigt i juni 2022, følger en periode med flytning af specialiseret udstyr. Det kræver samarbejde med private leverandører, der lukker ned i industriferien. Derfor sker den egentlige flytning af de første patienter først efter sommerferien i 2022.

Projektering af det kommende hospital.
Projektering af det kommende hospital.
Foto: Region Sjælland

Ingen økonomiske konsekvenser

Det er den største etape på hospitalsbyggeriet, der forsinkes, men det får ikke økonomiske konsekvenser for Region Sjælland.

Problemer med at skaffe materialer og arbejdskraft, samt reduceret byggehastighed relateret til covid restriktioner er vurderet af COWI, der er regionens rådgiver, til at være en force majeure situation

- Pandemiens udstrækning i tid og geografi sætter sine spor overalt og på mange forskellige måder. I og med vores rådgiver vurderer situationen som force majeure, så medfører det ikke ekstra betaling til entreprenøren at COVID-19 og de afledte effekter forsinker byggeriet, siger Helle Gaub i pressemeddelelsen.

Region Sjælland skal i henhold til kontraktens bestemmelser ikke kompensere entreprenøren økonomisk for denne situation. Entreprenøren kan som andre danskregistrerede virksomheder søge offentlige hjælpepakker, hvis de ønsker kompensation for deres situation.

Den nye tidsplan blev vedtaget mandag på Regionsrådsmødet.

Senge- og behandlingsbygningen er første etape af det nye supersygehus og koster 2,4 milliarder kroner at opføre. Det samlede budget for hele hospitalet er mere end fire milliarder.

Første etape af det nye supersygehus

Den største etape består af fire senge- og behandlingsbygninger for 2,4 milliarder kroner og rummer blandt andet:


  • 114.500 m2 brutto nybyggeri


  • 789 enestuer (heraf 70 akutsenge)


  • 38 intensivpladser


  • 134 undersøgelsesrum


  • 16 operationsstuer


  • 5 stråleterapirum


  • Fødeafdeling


  • Billeddiagnostik


  • Akutafdeling


  • Kontorer og mødelokaler



Kilde: Region Sjælland

Fyret arkitekter og totalrådgivere

Det er ikke første gang, at senge- og behandlingsbygningen på supersygehuset i Køge løber ind i problemer. 

Efter en udbudsrunde var byggeriet i første omgang gået til arkitektfirmaet C.F Møller og de to ingeniørfirmaer Rambøll og Alectia. Men i starten af 2017 blev de opsagt fra projektet, efter de vurderede, at projektet vil blive 350 millioner kroner dyrere end oprindeligt beregnet.

Region Sjælland sendte efterfølgende opførelsen af Sjællands Universitetshospital ud i endnu et udbud, som et italienske totalentreprenørkonsortium med Itinera og CMB i spidsen vandt.

Den nye udbudsrunde betød, at projektet allerede på daværende tispunkt blev forsinket et halvt år.

Det første spadestik til supersygehuset blev taget i maj 2019.

Det samlede hospitalsbyggeri kommer til at koste fire milliarder kroner.
Det samlede hospitalsbyggeri kommer til at koste fire milliarder kroner.
Foto: Region Sjælland

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik