Nu bliver naturens dag til naturens uge

Tidligere var én dag nok, men fra i år af har det ændret sig. Nu skal det være naturens uge. Det er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der står bag.

Før hed det naturens dag, nu er det naturens uge, og den starter i dag. 

Derfor er to klasser fra Køge Private Realskole taget i skoven, for at komme tættere på naturen. Det er 30 elever i dag, ud af de i alt 50.000 børn fra skoler og daginstitutioner, der deltager i Naturens uge i Lorryland.

Børnene skal opdage naturen

I dag skal de skabe en skov i et glas, de selv har medbragt. Men hvordan gør man lige det? Det har Alberte fra 3.X heldigvis et par gode råd til:

- Hvis man propper mange ting fra skoven ned i, så bliver det til en skov, bare nede i et glas, fortæller Alberte.

Tonie Kjær, lærer på Køge Private Realskole, ser mange fordele ved den her form for undervisning, der viser, hvad man kan bruge naturen til, og byder initiativerne velkomne:

- Det er noget helt andet, end det, de er vant til ude fra vores skole, hvor vi er en meget boglig skole. Så dét at få implementeret noget hands-on og aktivt i undervisningen, uden at de lægger mærke til det, det er rigtigt dejligt, siger Tonie Kjær.

Det taler også direkte ind i formålet med Naturens Uge. Den har til formål at gøre børn og voksne opmærksomme på, at man kan bruge naturen hele året rundt, og lave mange forskellige aktiviteter. Naturens dag har eksisteret siden 2004, og på bagkant af coronapandemien, har Dannmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet besluttet, at der skal mere til.

Tonie Kjær ser kun positive elementer i Naturens uge
Tonie Kjær ser kun positive elementer i Naturens uge
Foto: TV2 Lorry

En skov i et syltetøjsglas

Vi må endnu engang hive fat i vores ekspert, Alberte fra 3.X. For hvilke ting fra skoven, er vigtige at få med, når man skal skabe en skov i et syltetøjsglas?

- Noget mos, noget græs, og noget jord. En sten, tror jeg også, jeg har proppet i, fortæller Alberte.

Da vores udsendte spurgte, om man kunne tage en funden skovsnegl med, var det et klart nej. Børnene ved allerede, hvad der hører til i naturen, og hvad man kan tillade sig at låne med hjem. Tonie Kjær hilser også ugen velkommen, og ser den som en god mulighed for børnene.

- Det her med at komme ud i naturen, og få skolen ud, det synes jeg, er rigtigt vigtigt, siger Tonie Kjær.

Det er ikke kun en uge for børn i skoler og dagtilbud, der er flere offentlige arrangementer rundt omkring i Lorryland i weekenden D.11-12 september.