Netto var nær brændt inde med 10.000 agurker – nu er der gratis tzatziki over hele Sjælland

Nettos store varelager i Køge, der forsyner kædens butikker på hele Sjælland, stod over for en udfordring med et kæmpestort parti agurker.

Agurketiden er for længst overstået, men alligevel egner denne historie sig til udtrykket – dog på noget mere bogstavelig vis.

Denne weekend stod dagligvarekæden Netto med lidt af en udfordring.

Nettos Øst-lager, der ligger ved Køge og forsyner alle Nettobutikker på Sjælland, havde konstateret udfordringer med kvaliteten på et kæmpestort parti leverede agurker.

Udfordringen bestod i, om de mange tusinde agurker ville kunne holde sig længe nok hjemme hos kunderne.

Flere kilometer agurk

Det drejede sig om 360 kasser med i alt godt 10.000 styks agurker.

Det svarer til tre kilometer belagt med agurker, hvis man altså vel at mærke antager, at gennemsnitslængden på agurkerne er 30 centimeter.

Her ses nogle af de 360 kasser med godt og vel 10.000 styks agurker.
Her ses nogle af de 360 kasser med godt og vel 10.000 styks agurker.
Foto: Stop Spild Lokalt - Facebook

Men nok matematiktime for nu. Vi skal tilbage til historien på Nettos lager i Køge.

Her var der nemlig ikke tid til at gå agurk, fristes man til at sige. 

Situationen skulle løses, og tre mulige scenarier blev i den forbindelse gennemgået.

Vurderingen gik på, om lageret skulle sortere alle agurkerne, eller om man skulle sende agurkerne ud til butikkerne, hvor sorteringen så kunne foregå.

Den tredje mulighed var, at man solgte agurkerne, som de nu engang er, til forbrugerne.

Fik en grøn idé

Netto valgte ingen af de tre førnævnte muligheder, men traf i stedet en fjerde - og mere alternativ - beslutning. 

Det blev nemlig vurderet, at der var for mange af agurkerne, der ikke havde en kvalitet, som gjorde dem egnet til at sælge til forbrugerne, oplyser Netto til TV 2 Lorry.

- Agurkerne skal kunne holde en tilfredsstillende kvalitet hjemme i kundernes køleskabet, lyder det i en skriftlig kommentar.

Netto aftalte derfor sammen med leverandøren, at agurkerne kunne doneres til en af de madspildsorganisationer, som dagligvarekæden samarbejder med.

Sjællændere sikret tzatziki

Det gælder blandt andre den frivillige forening Stop Spild Lokalt, som lørdag afhentede mange af agurkerne og efterfølgende har delt dem ud flere steder på Sjælland.

Det sker via foreningens såkaldte madoaser, hvor borgere gratis kan afhente overskudsmad.

- Vi er i Netto superglade for, at de så hurtigt kunne afhente agurkerne og sikre tzatziki, agurkesalat og leverpostejmadder med agurk hjemme hos de sjællændere, som de delte mad ud til her i weekenden, siger Mads Grand, der er pressechef i Salling Group, der ejer Nettokæden, til TV 2 Lorry.

- For os i Netto handler det om at undgå, at vi blot flytter madspildet hjem til forbrugerne ved at sælge varer, hvor holdbarheden ikke er lang nok. Så er det på alle måder langt bedre, at vi hurtigt får givet agurkerne videre, siger han yderligere.

Afhentning krævede syv køretøjer

Benjamin Erichsen, der er driftsdirektør i Stop Spild Lokalt, oplyser, at madspildsorganisationen har deler agurkerne ud fra otte madoaser. Der er desuden kørt agurker ud til nogle væresteder.

- Der bliver i disse stunder lavet alle mulige former for lækkert, der indeholder økologiske agurker fra Netto. To varebiler og fem almindelige, store biler skulle der til for at tømme Nettos lager i Køge, siger Benjamin Erichsen i en skriftlig kommentar.

For at undgå madspild og sikre, at mad bliver spist og ikke smidt ud, samarbejder Salling Group og herunder Netto både med FødevareBanken, TooGoodToGo, Stop Spild Lokalt og Wefood, som drives af Folkekirkens Nødhjælp, samt andre lokale initiativer.

Netto har knap 530 butikker i Danmark, heraf størstedelen i øst-Danmark. 

Nettos første butik åbnede i København i 1981.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik