Mandlig bilist i voldsom soloulykke nær Køge

Bilisten kørte ind i begge sider af autoværnet på motorvejen og vendte rundt. Hans tilstand er stabil.

Der har natten til mandag været en alvorlig soloulykke på Vestmotorvejen. Foto: Pressefotos.dk

En mandlig bilist er natten til mandag blevet indbragt på Rigshospitalet med svære kvæstelser efter en soloulykke på Vestmotorvejen kort efter Vemmedrup nær Køge.

Det oplyser oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.

- Vi får anmeldelsen klokken 00.37. Den tilskadekommende kommer kørende og mister af uvisse årsgager kontrollen over sin bil og rammer autoværnet i begge sider af motorvejen, siger vagtchef Lars Galasz hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Han fortæller yderligere, at bilen vendte rundt. og manden blev slynget ud af bilen. Han ender med at blive fastklemt mellem bil og autoværn.

Kort tid efter ulykken lød det, at manden var i livsfare, men det skulle ikke være tilfældet længere.

- Hans tilstand er alvorlig, og han er indbragt til Rigshospitalet og overført til intensiv, men er stabil.

Forvekslet med spøgelsesbilist

Motorvejen var spærret mellem afkørsel 32 og 33 ved ulykkesstedet i et par timer, men blev kort efter klokken tre genåbnet.

Vagtchefen fortæller, at der ikke var nogen andre bilister involveret i ulykken, men det er endnu ikke fastlagt, hvad der er årsagen til ulykken.

Der er dog en lille krølle på halen, som han siger. 

- Vi får at vide, at der er en spøgelsesbilist på motorvejen, så vi er faktisk på vej. Men det som vores anmelder har set, det er formentlig vores bil, der kører galt og dermed ender imod færdselsretningen, siger Lars Galasz.

En bilinspektør har løbet af natten været ved ulykkesstedet for at foretage undersøgelser, der skal klarlægge årsagen til ulykken.

  Foto: Pressefotos.dk



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik