Køge klar til at gentænke forhold for ansatte i hjemmeplejen - skal løse særligt problem

En ny undersøgelse viser, at sosu’er ikke er interesserede i at arbejde fuld tid. I Køge Kommune er man klar til at gentænke hele måden at være ansat i hjemmeplejen på for at få flere til at vælge en fuldtidsansættelse.

Der bliver flere ældre og færre ledige hænder i hjemmeplejen.

Således viste en undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sidste år, at 38 procent af alle ledige sosu-hjælper-stillinger i hovedstadsområdet ikke kunne besættes.

Når det gælder sosu-assistenter, så er tallet helt oppe på 49 procent.

Derfor vil en række af landets kommuner og fagforbund gerne have flere sosu’er til at takke ja til en fuldtidsansættelse.

I syv ud af 10 kommuner vil sosu'er arbejde deltid

Det er de dog langt fra interesserede i, viser en analyse foretaget af Momentum, der er Kommunernes Landsforenings (KL) nyhedsbrev.

I syv ud af 10 kommuner vil sosu’erne nemlig arbejde deltid. En af dem er Køge, hvor man genkender udfordringen med at få flere social- og sundhedsmedarbejdere op i tid.

- Det er en problemstilling, som vi kender og arbejder med. Vi har fokus på at skabe så meget arbejdskraft, vi kan, og derfor har vi en klar interesse i at få de medarbejdere, der kunne være interesserede i at gå op i tid, til rent faktisk at gøre det, men det er ikke altid helt enkelt, siger Camilla Meyer, der er ældre- og sundhedschef i Køge Kommune til Momentum.

Til TV 2 Lorry uddyber hun, at sosu-faget historisk har været præget af deltidsansættelser for at få familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed.

Vil gentænke måden at være ansat på

Derfor er Camilla Meyer klar til at gentænke hele måden at være ansat i hjemmeplejen på, for der er behov for at gå nye og mere kreative veje, hvis der skal være nok hænder til at passe den stigende ældrebyrde de kommende år.

- I bund og grund handler det om at få alle ressourcer mobiliseret. Hvis alle arbejdede fuld tid, havde vi flere ressourcer, vi kunne bruge af. Derfor vil vi gerne gøre det attraktivt for flere at komme op i tid. Her i Køge er det vigtigt, vi er kreative og finder løsninger, der imødekommer de flestes behov, siger Camilla Meyer til TV 2 Lorry.

Dialog skal finde kreative løsninger

Helt konkret vil hun derfor nu tage en dialog sammen med både medarbejdere, ledere, tillidsvalgte og fagforbund for at finde ud af, hvordan man fremadrettet kan sætte anderledes ind.

Det kan blandt andet være ved at gøre vagter længere.

- Vi skal arbejde på at gøre det muligt at trives i at være på fuld tid. Vi skal arbejde med vores arbejdsmiljø, og vi skal arbejde med at gøre det mere attraktivt. Det er fuldt nødvendigt at finde nye veje at gå, vi ikke har prøvet før, for det er en kæmpe udfordring at få skattet arbejdskraft fremover - særligt blandt de faglærte, siger Camilla Meyer til TV 2 Lorry.

Der kommer ifølge Ritzau til at mangle 16.000 sosu'er i hele landet om bare otte år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik