Jagtede indbrudstyve med peberspray i ansigtet: Nu søger politiet vidner

Peberspray kunne ikke stoppe en hjælpsom nabo, der jagtede tre indbrudstyve på flugt.

Den lille stationsby Lille Skensved ved Køge havner sjældent i overskrifterne på grund af spektakulære historier.

Men tirsdag udspillede der sig en episode, der i politiets døgnrapport omtales som "en grov sag".

Det kan man læse i Midt- og Vestsjællands døgnrapport onsdag.

Klokken fem minutter over fire hen ad eftermiddagen fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om et groft indbrud på gaden Kærvang i Lille-Skensved.

En ung mand var alene hjemme, da tre udenlandske mænd tiltvang sig adgang til adressen ved at begå indbrud via et kældervindue. Den unge mand skyndte sig at alarmere en nabo, der ilede til og forsøgte at tilbageholde en af indbrudstyvene, der var kommet ind i huset.

Det fik den pågældende mand til at hive en peberspray frem og sprøjte naboen i ansigtet.

Men naboen var ikke sådan at slå ud. Han fortsatte nemlig jagten til fods på de tre gerningsmænd, der hurtigt fik benene på nakken og flygtede fra huset.

Men selvom de havde den handlekraftige nabo lige i hælene, så lykkedes det dem - via en sti i retning mod Hovedgaden - at nå hen til en hvid varebil/kassebil på danske nummerplader og flygte fra stedet.

Søger vidner

Midt- og Vestsjællands Politi har kun et signalement på to af de tre personer, som du kan læse i boksen nedenunder.

(Artiklen forsætter under boksen)

Signalement

A: Mand, 20-27 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Østeuropæisk, Iført: Sort jakke, hvor hætten var trukket op, halsedisse som maskering, sorte bukser., Bevæbning: peberspray


B: Mand, 18-20 år, 170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Talte: Østeuropæisk, Iført: Kakifarvet camouflagejakke, Medbragte: Lille blå rygsæk


C: Intet signalement pt.


Efter politiet modtog anmeldelsen blev flere patruljer sendt til området, hvor der også blev søgt med hunde efter spor .Politiet foretog derudover en gerningsstedsundersøgelse og afhøring af de tilstedeværende.

Det til trods er det ikke lykkedes at finde frem til de mistænkte.

Naboen var efterfølgende ved godt mod og var ikke kommet alvorligt til skade, lyder det.

Den grove sag efterforskes nu, og politiet søger i den forbindelse vidner. Borgere, der har bemærket de beskrevne personer eller en hvid kassebil i området tirsdag eftermiddag bedes ringe til politiet på tlf. 114.       

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik