Handelsskole sender 1000 elever hjem: "Lige pludselig brød helvede løs"

1.000 handelsskoleelever i Køge er i dag blevet sendt hjem. De må først komme tilbage efter efterårsferien og med en negativ coronatest.

I øjeblikket er der kun 500 elever tilbage på Køge Handelsskole. Foto: www.presse-fotos.dk

Direktøren for Køge Handelsskole sidder denne eftermiddag på sit kontor og er en smule rystet. Han har nemlig sendt 1.000 elever hjem. 

- Lige pludselig brød helvede løs. Vi har ellers været helt fri for corona. Men nu har vi sendt 1.000 elever hjem, siger Tim Christensen til TV 2 Lorry. 

Læs også Flere mangler svar på coronatest – nu vil region undersøge sagerne

I løbet af de to sidste dage er det bare væltet ind.

Tim Christensen, direktør, Køge Handelsskole

Årsagen er voldsom spredning af covid-19 på skolen, som Køge Dagblad var de første til at skrive om. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

- Vi har faktisk ikke haft problemer med coronaen før nu. Men i løbet af de to sidste dage er det bare væltet ind, siger Tim Christensen. Foto: Køge Handelsskole

- Det er sket til flere fester i sidste weekend. Først blev flere elever smittet på 1. årgang. Så dem sendte vi hjem. Men smitten har spredt sig, for de kender jo hinanden på tværs af årgange og har jo også været med til hinandens fester.

- Så i morges var vi oppe på at have sendt 27-28 smittede elever og en lærer hjem. Der holdt vi et nyt møde med sundhedsmyndigheder, om hvad vi skulle gøre. Og vi kan godt se, at vi ikke kan inddæmme smitten, når den spreder sig så hurtigt, siger Tim Christensen.

Vil være på den helt sikre side

Så nu er de tusind elever sendt hjem og skal først møde i skole igen efter efterårsferien.

- Det er måske en 1-2 dage for meget. Men vi vil være på den helt sikre side. Elever skal jo først testes på 4. og 6. dagen, efter at de har været udsat for smitte. Men der kan jo være kø og ventetid. Så nu burde alle kunne nå at komme igennem, siger Tim Christensen.

Det er HHX og EUX årgangene på Køge Handelsskole, som nu er sendt hjem. Tilbage på skolen er cirka 500 elever, der går på andre uddannelser. Og de går også i andre bygninger.

Læs også Fem elever og en lærer smittet - skole sender 395 hjem

Den store smittespredning er sket til flere fester forrige weekend, hvor der formentlig har været en eller flere superspredere, fortæller Tim Christensen til TV 2 Lorry.

- Jeg forstår godt, at eleverne vil se deres venner. Og normalt er de gode til at passe på. Og de skal jo også have afløb. Men i fremtiden må vi sørge for, at det bliver på en lidt mere kontrolleret måde. Måske noget natløb, smiler handelsskoledirektøren igennem telefonen.

Hvis det bliver ved, må vi lave nogle flere og strammere restriktioner.

Tim Christensen, direktør, Køge Handelsskole

- Vi har faktisk ikke haft problemer med coronaen før nu. Men i løbet af de to sidste dage er det bare væltet ind, siger Tim Christensen.

Efterspørger testvogn på skolen

Køge Handelsskole har nu forespurgt Region Sjælland, om det vil være muligt at få en testvogn ud på skolen, så eleverne kan blive testet, når de vender tilbage til skolen efter efterårsferien.

Og hvis smitten for alvor har bidt sig fast på handelsskolen, er direktøren også klar til at tage skrappere midler i brug.

Læs også Nyeste corona-tal: Ny kedelig rekord - tæt på 1000 nye smittede

- Hvis det bliver ved, må vi lave nogle flere og strammere restriktioner. Vi er nødt til at tage dette meget alvorligt, for corona har nogle alvorlige senfølger for de unge og deres forældre og bedsteforældre kan jo dø af det, lyder det fra direktøren.

Mandag eftermiddag oplyser skoleleder på Køge Bugt Privatskole til TV 2, at også de har sendt elever hjem. I alt 240. Også ungdomsskolen 10 Solrød har sendt alle elever hjem, efter at der er konstateret smitte blandt nogle af eleverne.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik