Gaveregn: Alle ansatte i kommune belønnes med 1000 kroner

Et flertal i Køge Byråd besluttede tirsdag aften at belønne alle kommunens ansatte med et gavekort på 1000 kroner.

De 5200 ansatte i Køge Kommune får nu hver især et gavekort på 1000 kroner, som de kan bruge til restauranter, overnatning og oplevelser i Køge og omegn. 

Det stod klart efter et byrådsmøde i Køge tirsdag aften, hvor et flertal af byrådsmedlemmerne blev enige om belønningen til de mange ansatte, der skal ses som en anerkendelse af deres indsats i forbindelse med det sidste års corona-epidemi. 

Samtidig håber kommunen, af de mange gavekort også vil være en hjælp til erhvervslivet i Køge. 

- Alle, der har prøvet kræfter med en børnefødselsdag, kan forestille sig udfordringen ved at holde styr på en tredje klasse over skærmen. Det har været vilkåret for lærernes arbejdsdag i lange perioder. På linje hermed, har alle Køge Kommunes medarbejdere oplevet forandringer, som har haft indgribende effekt på deres arbejdsdag. Jeg er i den grad imponeret over den vilje og evne til at løse problemerne, som jeg har mødt, siger borgmester Marie Stærke (S) i en pressemeddelelse. 

Håndsrækning til erhvervslivet

Finansieringen af de mange gavekort skal findes i en tillægsbevilling på 5,3 millioner kroner, der bliver taget af Køge Kommunes kassebeholdning. Og selvom det endte med et flertal i byrådet, var der inden vedtagelsen en del kritik af forslaget. 

De Radikale i Køge Byråd mente blandt andet, det var en unødvendig prioritering af skatteborgernes penge. 

Men ifølge borgmesteren i Køge, er der også tale om en helt særlig baggrund for uddelingen af de mange gavekort til de ansatte. Og udover anerkendelse, vil det også være en håndsrækning til erhvervslivet. 

- Køge Kommune er i evig konkurrence om den bedst mulige arbejdskraft. Vi er dybt afhængige af dygtige medarbejdere på alle kommunens arbejdspladser. Med beslutningen her, anerkendes den enorme indsats der er lagt, samtidig med at vi får pengene ud og arbejde i det erhvervsliv, der trænger så hårdt til, at vi igen får gang i gaderne, siger Marie Stærke.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik