Frustrerede pendlere om nedslidt jernbane: Fiks den!

Der er tvivl om, hvorvidt der er penge til den hårdt tiltrængte renovering af Østbanens skinner. Imens må brugerne leve med aflyste tog. "Frustrerende", lyder det.

"Ikke okay", "irriterende" og "frustrerende".

Sådan lyder det fra de pendlere TV 2 Lorry møder, når de skal beskrive Østbanen. Og det er der god grund til.

quote Østbanen er helt afgørende for vores lokalsamfund. Og den er kritisk, så den skal simpelthen renoveres

Ken Kristensen, 1. Viceborgmester, Køge Kommune (V)

For jernbanens skinner er så slidte, at farten på strækningen er blevet nedsat fra 100 km/t til 75 km/t. Alt imens står aflyste togafgange i kø. Og nå ja, så har man fjernet hvert femte passagersæde for at mindske vægten og dermed slitage på skinnerne. 

Derfor har de ét ønske: Fiks Østbanen.

En million passagerer

Østbanen forbinder Køge med Rødvig og Faxe Ladeplads. Og strækningen bliver årligt brugt af en million passagerer.

Derfor har det også konsekvenser for brugernes dagligdag, at banen er så slidt. Sådan lyder det fra Marianne Charlotte Christensen.

Her er problemet

  • Sporrenoveringen af Østbanen forventes at koste omkring 500 millioner kroner.


  • Et flertal i Folketinget indgik den 28. juni 2021 aftale om Infrastrukturplan 2035, hvor der afsættes 700 millioner kroner til lokalbanernes vedligeholdelsesefterslæb.


  • Forståelsen var, at renoveringen af Østbanen, som er den eneste akutte renovering, stod først, og at midlerne derfor primært skulle gå til Østbanen. 


  • Men ifølge Anne Valentina Berthelsen (SF) er der risiko for, at Østbanens redningskrans bliver noget mindre end først håbet. Det fortæller hun til TV 2 Øst:

- De borgerlige partier sidder og taler for en model, som kun giver Østbanen og Region Sjælland 293,5 millioner kroner.

Kilde: TV 2 Øst & Region Sjælland

- Inden for det seneste halve års tid har jeg oplevet flere aflysninger for eksempel om morgenen, når jeg skal på arbejde. Det er meget frustrerende, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er en hovedfærdselsåre for mig. Den er simpelthen afgørende, så det er meget nødvendigt, at den er her.

Penge eller ej?

Prisen for at renovere skinnerne er godt 500 millioner kroner. Penge regionen under ingen omstændigheder selv har råd til at betale.

Derfor vakte det også stor glæde, da der i en aftale i Folketinget i sommer blev afsat penge til renovering af skinnerne. 

Men den aftale er der nu sået tvivl om. Og det har skabt stor frustration i kommunerne langs med Østbanen. 

- Det både undrer mig og gør mig ked af det, fordi jeg troede, vi havde en aftale i forligskredsene om, at der var finansiering til Østbanens nye skinner, lyder det fra Henning Urban Dam (Soc.dem), der er borgmester i Stevns Kommune.

Også Ken Kristensen (V), der er 1. viceborgmester i Køge Kommune, håber, at der kommer en løsning.

- Østbanen er helt afgørende for vores lokalsamfund. Det er den, som transporterer folk frem og tilbage. Og den er kritisk, så den skal simpelthen renoveres, siger han til TV 2 Lorry.

To scenarier

Ifølge Region Sjællands Regionsrådsformand, Heino Knudsen (Soc.dem), er der to udfald, hvis Østbanen får færre penge til renoveringen:

Første scenarie er, at Østbanen ikke bliver renoveret.

- Det vil være en katastrofe for de mere end en million pendlere, der bruger Østbanen, siger Heino Knudsen og slår fast:

- Den anden model er, at vi skal ud og låne rigtig, rigtig mange millioner.

Transportminister Benny Engelbrecht ønsker ikke at kommentere sagen, så længe der forhandles, oplyser han til TV 2 Lorry.

Spørgsmålet om Østbanen skal behandles igen i Folketingets Trafikudvalg tirsdag. Og imens må pendlerne væbne sig med tålmodighed.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik