Coronasmitten stiger blandt de unge i Køge - nu oprettes midlertidigt testcenter

Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer unge til at lade sig teste.

Smitten med coronavirus stiger blandt de unge i Køge Kommune.

Sådan lyder beskeden tirsdag eftermiddag fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der på Twitter kommenterer på stigningen.

- Vores testambassadører er på gaden med informationsmateriale, og der er indsat ekstra testkapacitet.

- Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer de 15-25 årige i Køge Kommune til at lade sig teste, skriver de på Twitter.

På kommunens hjemmeside bekræftes stigningen.

Den testkorrigerede incidens er steget til 165, og der er lige nu 92 bekræftede coronasmittede borgere i kommunen, fremgår det af SSIs daglige testkorrigeredesmitteopgørelser.

Det giver en kedelig førsteplads som kommunen med størst coronasmitte på listen over de danske kommuner.

- Fodboldfest, studentergilde og bryllupper. Der har været mange gode grunde til at mødes og være sammen. Og vi skal da også fejre alle de gode ting, der sker - men med fornuft.

- Så gå ud og bliv testet, sprit af og husk at holde afstand. Også når Danmark scorer det afgørende mål i EM. På den måde kan vi få smitten ned og fortsætte med at samles og fejre hinanden resten af sommeren, siger borgmester Marie Stærke (S) i en pressemeddelelse.

Derfor har kommunen sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet at oprette et midlertidigt testcenter på Teaterbygningen i Køge, hvor borgere kan blive testet uden tidsbestilling.

Testcentret har åbent fra i dag og hver dag mellem klokken 15.30 og 19.30.

Samtidig går såkaldte testambassadører nu på gaden i Køge for at få uddelt informationsmateriale og opfordre borgerne til test.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik