Bande plagede Køge - ni dømmes for grov kriminalitet

Ledende bandemedlemmer i den forbudte organisation Loyal To Familia er kendt skyldige.

Ni mænd fra den forbudte bande Loyal To Familia er lørdag fundet skyldige i en større sag om grov afpresning, vold, narko, våben og indbrud. Det skriver Ritzau.

Lørdagens afgørelsen i Østre Landsret retter sig mod mænd med tilknytning til bandens afdeling i Køge. En af dem har haft titel af vicepræsident, mens to andre har været såkaldte krigsministre.

Flere steder i landet har LTF manifesteret sig i beboelseskvarterer og har skabt utryghed, inden den i 2018 efter længere tids juridiske overvejelser blev forbudt.

Køge oprettede task force

For at dæmme op for problemerne så Køge Kommune sig for eksempel nødsaget til at træffe beslutning om en ekstrabevilling på en million kroner til oprettelse af en såkaldt taskforce.

Politiet har ifølge Ritzaus Bureau kaldt efterforskningen af den konkrete sag for "Operation Sundown". Kriminaliteten udspillede sig især i Køge, men også i Ringsted og i København.

De ni var enten medlemmer eller prøvemedlemmer af LTF, fastslår landsretten. Otte af dem er i lørdagens sag blevet fundet skyldige i afpresning.

I et af tilfældene måtte et offer søge tilflugt i Sverige. I et andet tilfælde var der ifølge landsretten tale om en planlagt afstraffelsesaktion, da det værgeløse offer blev slået og sparket i Hastrup Parken i Køge, hvorefter han blev pålagt en dummebøde.

En af anklagerne i sagen siger i en pause i retsmødet lørdag, at man er meget tilfredse med den afgørelse om skyld, som nævninger og dommere har truffet.

- Det er et hårdt stød mod LTF, siger senioranklager Mads Kruse ifølge Ritzaus Bureau.

I det store og hele er landsretten enig med den vurdering af beviserne, som Retten i Roskilde nåede frem til i april 2019 efter en sag, som i øvrigt stod på i 34 dage.

Nu behandles strafudmålingen

Hvad straffen til de ni mænd skal være, skal landsretten nu i gang med at behandle.

Seks er udenlandske statsborgere, og anklagemyndigheden vil kræve alle udvist af Danmark - også selv om to af dem er født og opvokset her.

En af de to såkaldte krigsministre er fundet skyldig i at have opbevaret et våbenlager i et buskads i et grønt område ved Nylandsvej i Køge. Her fandt politiet i oktober 2017 en maskinpistol, en pistol, en automatriffel og en revolver.

Landsretten mener, at lageret skulle bruges til en konflikt mellem LTF og andre grupperinger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik