18-årig varetægtsfængslet for drabsforsøg i Borup

En 30-årig blev i natten til mandag hårdt såret, efter at han blev stukket med kniv. 18-årig sigtes for drabsforsøg.

En 30-årig mand blev natten til mandag sendt på hospitalet i kritisk tilstand, efter at han var blevet stukket i brystet med en kniv på sin bopæl i Borup.

Kort efter anholdt politiet en 18-årig mand, som nu er sigtet for drabsforsøg. Han blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 13 ved Retten i Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Anklageren anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen.

Derfor er det sparsomt med oplysninger om sigtelsen og sagen.

Retten valgte at varetægtsfængsle den 18-årige mand indtil 3. juni. Men det har ikke været muligt at få oplyst, hvorvidt den sigtede kærede afgørelsen til landsretten.

Uden for livsfare

Episoden fandt sted på Parkvej i Borup efter midnat natten til mandag.

Den 30-årige blev stukket i brystet med en kniv.

Vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi, Boye Rasmussen, oplyste til Ritzau mandag morgen, at de to mænd har en relation til hinanden, men ønskede ikke at uddybe yderligere.

Politiets efterforskning skal klarlægge, hvad motivet for knivstikkeriet er.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at den 30-årige mand er alvorligt tilskadekommen, men er i stabil tilstand mandag eftermiddag og uden for livsfare.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik