Voldsom stigning i antallet af flugtbilister - politiker vil skærpe straffen

På et enkelt år er antallet af bilister, der enten flygter, undlader at standse eller undlader at yde hjælp ved et færdselsuheld næsten fordoblet.

Efter en trafikulykke på Peter Bangs vej den 28. oktober, hvor en fem-årig pige blev dræbt, da en billist påkørte hende og hendes mor, er flugtbilisme igen kommet på manges læber.

Bilisten flygtede nemlig fra stedet uden at hjælpe de påkørte. Og det er langt fra et enkeltstående tilfælde, at en bilist vælger at køre fra ulykkesstedet.

Det viser tal fra Københavns Politi, som TV 2 Lorry har fået indsigt i.

- Det er selvfølgelig en bekymrende at se den stigning. I alle tilfælde er det alvorligt at flygte fra et færdeselsuheld, siger Rasmus Schultz, vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

I tallene fremgår det, at der fra 2018 til 2019 er sket en markant stigning i antallet af bilister, der enten er flygtet, har undladt at standse eller undladt at yde hjælp ved et færdselsuheld.

Hvor der i 2018 var tale om 57, var det året efter steget til 110.

quote Jeg tror, det, der vil virke bedre, er, at vi skærper straffen.

Jan E. Jørgensen (V), medlem af Folketingets retsudvalg, formand for By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune.

Tallet for 2020 er på 51, men det er kun for første halvdel af året.

Kan I sige noget om, hvad stigningen skyldes?

- Der kan være mange årsager til, at man vælger at flygte fra et færdselsuheld. Jeg kan ikke komme med nogle generelle betragtninger, siger Rasmus Schultz.

Antallet af flugtbilister i København er steget voldsomt. Grafen viser antallet af bilister, der enten er flygtet, har undladt at standse eller undladt at yde hjælp ved et færdselsuheld.
Antallet af flugtbilister i København er steget voldsomt. Grafen viser antallet af bilister, der enten er flygtet, har undladt at standse eller undladt at yde hjælp ved et færdselsuheld.
Foto: TV 2 Kosmopol

Skærpet straf

Stigningen vækker i dag opsigt blandt en række politikere. 

Blandt andet hos Jan E. Jørgensen (V), der er medlem af Folketingets retsudvalg og formand for By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune.

- Jeg synes, det er bekrymrende, at vi ser en stigning i folk, der flygter fra færdselsuheld. Det er noget nær det mest modbydelige, jeg kan forestille mig, siger han til TV 2 Lorry.

Hvordan vil I i retsudvalget forholde jer til tallene?

- Vi vil spørge justitsministeren, hvad han synes om den her stigning. Og så vil vi høre, om der er behov for oplysning, og så tror jeg, det, der vil virke bedre, er, at vi skærper straffen, siger Jan E. Jørgensen.

Medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune Marcus Vesterager (S) er dog ikke enig i, at skærpede straffe er vejen frem.

- Jeg tænker, det allerede er strafbart at flygte. Det gør man jo i forvejen. Jeg ved ikke, om det gør, at man ikke flygter. Måske det gør, at man vil flygte, fordi der er endnu hårdere straf, siger Marcus Vesterager til TV 2 Lorry.  

Opfordring til at stoppe

I stedet arbejder Københavns Kommune for at gøre trafikken så sikker som mulig - blandt andet ved at adskille hårde og bløde trafikanter.

- Og så er der noget, vi ikke kan gøre så meget ved, men som er politiets arbejde. Men vi har ambitioner om at gøre det så sikkert som muligt fra kommunens side, siger Marcus Vesterager.

Hos Københavns Politi er der dog hverken skærpede straffe eller adskillelse af hårde og bløde trafikanter på tegnebrættet. 

- Det er sager, som vi ser med stor alvor på, og som vi har et stort fokus på, så jeg kan kun opfodre til, at man stopper op, hvis man er impliceret i et uheld, siger Rasmus Schultz.

Den 21-årige mand, der er sigtet for at have påkørt og dræbt den fem-årige pige, var fredag i grundlovsforhør.

Manden nægter sig skyldig i uagtssomt manddrab, men erkender at han førte bilen. Efter grundlovsforhøret blev han varetægtsfængslet i fire uger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik