Voldshærget plads i Sydhavnen får kameraovervågning

Københavns Kommune har tidligere afsat midler til et tryghedsløft ved den pågældende plads.

Boligselskabet AKB's ønske om øget kameraovervågning på Anker Jørgensens Plads i Københavns Sydhavn er blevet vedtaget i Borgerrepræsentationen efter indstilling fra Økonomiudvalget i Københavns Kommune.

Indstillingen blev godkendt torsdag i sidste uge. Det bekræfter næstformand i Borgerrepræsentationen, Lars Weiss (S), overfor TV 2 Lorry.

I et brev fra midten af november sidste år ansøgte AKB Københavns Kommune om akut støtte til videoovervågning på Anker Jørgensens Plads. 

Det skete som følge af, at mange af områdets beboere og erhvervsdrivende føler sig chikaneret af en voksende gruppe af socialt udsatte på pladsen.

"Der har været en del voldssager, både indbyrdes i grupperne på pladsen, men også forbipasserende og beboere er blevet overfaldet og truet. Eksempelvis har en af beboerne fået trykket et ribben i konfrontation med en af de toneangivende på pladsen, og en otte-årig dreng er blevet bidt af en af pladsens hunde", skriver AKB i brevet til Københavns Kommune.

Sådan har situationen dog ikke altid været på Anker Jørgensens Plads. I mange år har i stedet Mozarts Plads i Københavns Sydhavn rummet større drikkegrupperinger.

Men da Metroselskabet i foråret 2018 omdannede Mozarts Plads til metrobyggeplads, flyttede store dele af drikkegrupperingerne og andre socialt udsatte sig til Anker Jørgensens Plads, som er betydeligt mindre og ligger tættere på en række beboelsesejendomme.

Politiet har givet grønt lys

Indstillingen fra Økonomiudvalget lød på, at der skulle bevilliges 48.000 kroner i tilskud til kameraovervågningen ved Anker Jørgensens Plads, som AKB altså nu kan se frem til.

Helt præcist er der tale om fire nye overvågningskameraer, hvilket bringer totalen i området op på ti kameraer. I forvejen er der seks eksisterende kameraer, som er opsat tæt på Anker Jørgensens Plads og på den anden side af Borgbjergsvej, mindre end 50 meter derfra.

Foruden skrig, råb og vold fra drikkegrupperingerne foregår der ifølge AKB også åbenlyst salg af narkotika på pladsen.

"Videoovervågning af pladsen kan medvirke til at fjerne narkotikahandelen på pladsen, virke præventivt i forhold til eskalering af vold og støjende konflikter og bidrage til øget tryghed for beboerne som dagligt færdes på pladsen. Dertil kan overvågningen bidrage til politiets arbejde i forhold til opklaring af kriminalitet begået på pladsen," lyder boligselskabets begrundelse.

Politiet bakker op om at indføre tv-overvågningen. En overassistent fra Politiets Administrative Center skriver følgende i en tilladelse, som er udstedt den 12. november sidste år og gælder fem år frem:

"I vurderingen af behovet for tv-overvågning af det pågældende område, har jeg bl.a. lagt vægt på, at området har oplevet gadeuorden, bortvisning af uønskede personer, uro og uorden i øvrigt, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven, vold, indbrud, tyveri og lign. Der er således tale om kriminalitet begået i det offentlige rum, hvorfor det er min opfattelse, at tv-overvågning er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelsen.”


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik