Zoo-genåbning forarger virusprofessor: "Jeg bliver så irriteret"

Politikerne har mistet styringen under genåbningen af Danmark, mener virusprofessor. Dyreparker bør ikke åbne.

Tirsdag fortalte en række zoologiske haver, at de åbner 1. maj, men det er en dårlig idé og et skråplan, vurderer virusprofessor Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet.

Han bliver irriteret over den planlagte genåbning af de mange dyreparker, som er vilkårlig og i værste fald kan føre til smittespredning, mener han.

- Politikerne skulle simpelthen sige: "Nu stopper I". Det er en uge siden, skolerne blev åbnet. Der skal gå fire uger, fra skoler og liberale erhverv er åbnet, til vi kan vurdere, hvordan det går med smitten.

- Det skal ikke baseres på en tilfældighed, og om en brancheorganisation er god til at lave reklame for sig selv eller ej. Jeg bliver så irriteret, siger Allan Randrup Thomsen.

Han efterlyser en reaktion fra politikerne. Både erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) siger onsdag, at de er betænkelige ved genåbningen af dyreparkerne.

Men Allan Randrup Thomsen mener ikke, der er nogen samlet styring. Planen er efterhånden faldet til jorden, lyder det. Han vil ikke kritisere Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, for de er sandsynligvis også utilfredse med genåbningen ifølge professoren.

Rigspolitiet ændrer retningslinjer

Onsdag aften har Rigspolitiet da også ændret retningslinjerne, så det nu fremgår, at sundhedsmyndighederne vurderer, at det vil være uhensigtsmæssigt at åbne forlystelsesparker og zoologiske haver, som hidtil har været lukket.

Men Rigspolitiet kan ikke forhindre de zoologiske haver i at åbne.

- Kåre Mølbak (faglig direktør for Statens Serum Institut, red.) sagde, man ville åbne lidt og så holde pause i fire uger. Så kan man vurdere, om man kan åbne mere. Nu bevæger man sig længere og længere væk. Lige pludselig løber det fra os, siger Allan Randrup Thomsen, der bebrejder politikerne.

- Hvis forlystelser og dyreparker må åbne, hvorfor må andre så ikke? Det er helt tilfældigt nu. Der er ingen kvalificeret styring af det, siger han.

Hvad genåbningen af dyreparkerne vil betyde for smittespredningen, kan han ikke vurdere. Men det er for tidligt at genåbne dem.

- Der skal i hvert fald stilles meget skarpe retningslinjer op. Min tro på at folk overholder dem er lig nul. Jeg synes ikke, det er en god idé, siger han.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik