Video: Optøjer ved Iran-demonstration i København

Der er hverken tilskadekomne eller anholdte, oplyser politiet.

Der udbrød lørdag eftermiddag optøjer under en demonstration ved Christiansborg i København, hvor borgere viser deres støtte til demonstranterne i Iran.

TV 2 Lorry har set en video fra demonstrationen, hvor der bliver sparket og slået ud efter en person. 

Lars Ole Karlsen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, siger til TV 2 Lorry, at der har været optøjer lørdag på Bertel Thorvaldsens Plads, hvor demonstrationen fandt sted. 

- Vi kan bekræfte, at der har været uorden. Hvad der er sket dernede, ved vi ikke. Der er ro på nu, og vi har en udmærket dialog med de parter, der er dernede, siger Lars Ole Karlsen.

Han oplyser, at der hverken er anholdte eller tilskadekomne.

Der har de seneste dage været støttedemonstrationer flere steder i verden - blandt andet i StockholmBerlin og London.

1000 tilmeldte på Facebook

Demonstrationen lørdag begyndte klokken 14 på Bertel Thorvaldsens Plads i København.

På programmet er blandt andre en dansk-iransk taler og Martin Lemberg-Pedersen, chef for politik og dokumentation i Amnesty International i Danmark. 

Han fortæller, at støttedemonstration i København lørdag skal lægge pres på de danske politikere for at gøre noget ved menneskerettighedsovertrædelser i Iran.

På det sociale medie Facebook har over 1000 mennesker på forhånd meddelt, at de ville deltage i demonstrationen, der er arrangeret af Enhedslisten og Amnesty International i Danmark.

Demonstrationen finder sted i solidaritet med det iranske folk, der den seneste tid har demonstreret mod Irans såkaldte moralpoliti.

Ung kvinde døde, efter at have gået i koma i politiets varetægt

En ung kvinde på 22 år døde den 16. september, efter hun gik i koma i politiets varetægt tre dage før.

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok.

I henhold til sharia er kvinder i Iran forpligtet til at dække deres hår. Det er Irans moralpoliti, der håndhæver denne lovgivning.

Øjenvidner har set kvinden blive slået, og kvindens familie siger, at hun er død som følge af myndighedernes mishandling.

Irans moralpoliti afviser anklagerne og begrunder kvindens død med et hjerteanfald.

Opdatering:
Siden artiklens udgivelse har vi maskeret en af mændene på videoen.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik