Vester Voldgade kan lukkes permanent for motorkøretøjer

Københavns Politi har givet en principiel godkendelse til at fortsætte lukningen af den centrale gade efter åbningen af Rådhuspladsens metrostation.

I årevis har Vester Voldgade været en blind vej for bilister, når de har nærmet sig Strøget.

På grund af anlæggelsen af Metro Cityringen har gaden været midlertidigt spærret for gennemkørende tung trafik omkring Rådhuspladsen, og det har kun været bløde trafikanter, som har kunnet skyde genvej mellem Stormgade og Nørre Voldgade.

Men hvis man som bilist håber på, at Vester Voldgade igen bliver åben for alle trafikanter, nu hvor den nye metrolinie er indviet, så får man sig muligivs en lang næse.

Københavns Politi har nemlig givet en principiel godkendelse til at lukke Vester Voldgade permanent for motorkøretøjer. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Det er en melding, som glæder teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

- Vi skal ikke gøre det mere attraktivt at køre i bil i København, og det vil ske, hvis Vester Voldgade bliver en genvej for bilister igen. Vi skal fastholde lukningen, så der er fordele ved at tage cyklen rundt i byen, og helt generelt skal vi prioritere de grønne transportformer i en by, som har som mål at blive CO2-neutral, siger Ninna Hedeager Olsen i pressemeddelelsen.

Ingen biltrafik på begge sider af Rådhuspladsen

Ved overdragelsen af området er Metroselskabet som udgangspunkt forpligtet til at levere pladsen tilbage i samme stand, som før byggeriet startede. Det vil betyde, at Vester Voldgade skal afleveres som en åben gade til biltrafik igen.

Et flertal i Borgerrepræsentationen besluttede dog i sommeren 2019, at Teknik- og Miljøforvaltningen skulle opretholde den midlertidige lukning. Og i december godkendte politikerne at følge Ungeråd KBH’s ønske om en permanent fredeliggørelse.

Vester Voldgade har i hele byggeperioden af Metro Cityringen været lukket mellem Strøget og Vestergade. Ifølge Københavns Kommune har det haft en god effekt på flowet af mennesker mellem Rådhuspladsen og sidegaderne, og det har desuden bidraget til at skabe et godt byrum på Vester Voldgade.

- Et bredt politisk flertal ønsker at bibeholde den trafikale fredning i området, så Rådhuspladsen ikke er flankeret af støjende og forurenende biltrafik på begge sider.

- Ved at lukke Vester Voldgade permanent får de bløde trafikanter et godt alternativ til H.C Andersens Boulevard, og vi får mulighed for at skabe et byrum, der får Rådhuspladsen og Middelalderbyen til at smelte sammen. Jeg er glad for, at vi nu reelt har mulighed for at indrette området, som vi ønsker det til glæde for københavnerne, siger Ninna Hedeager Olsen.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil nu gå i dialog med Københavns Politi om mulige løsninger på indretningen af området. Den midlertidige lukning opretholdes, indtil der er fundet en samlet og permanent ordning for Vester Voldgade.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik