Verdenskendt og kontroversiel komiker kommer til København

Louis C.K. optræder i Royal Arena den 23. maj.

Den amerikanske komiker Louis C.K., der er en af USA's mest succesfulde komikere, kommer til Danmark.

Det sker 23. maj, hvor Louis C.K. indtager Royal Arena i København, skriver koncertarrangøren All Things Live Denmark i en pressemeddelelse.

Louis C.K. har ellers holdt sig mere eller mindre ude af rampelyset siden 2017, hvor han erkendte at have udsat fem kvinder for sexchikane i 1990'erne og 2000'erne.

På trods af dette betragtes Louis C.K. fortsat som et af de største navne inden for standup. Han har turneret med et væld af shows. Det seneste var "Louis C.K. 2017".

Louis C.K. fik sit store internationale gennembrud med den autobiografiske tv-serie "Louie", som han selv skrev, instruerede, klippede og spillede hovedrollen i.

Han har gennem årene modtaget flere priser, heriblandt flere Emmy-priser for "Louie".

I 2017 gik det imidlertid ned ad bakke for Louis C.K., da flere kvinder anklagede komikeren for sexchikane.

Beskyldningerne kom blandt andet fra to kvindelige komikere, som fortalte til den amerikanske avis The New York Times, at de var blevet udsat for sexchikane tilbage i 2002.

Ifølge kvinderne var Louis C.K. "begyndt at onanere", da de befandt sig på hans hotelværelse under en festival for komikere.

En anden kvinde fortalte, at han onanerede under en telefonsamtale i 2003.

Louis C.K. endte med at erkende chikanen, som kom fra i alt fem kvinder.

I knap et år efter holdt komikeren lav profil, indtil han uanmeldt mødte op på New Yorks populære standupklub Comedy Cellar, hvor han gennemførte et 15 minutter langt show.

Siden har Louis C.K. lavet enkelte mindre shows i New York.

Komikeren indledte allerede turnéen med sit nye show i november 2019 i USA. Han vil i løbet af året besøge både Mexico og Canada - og altså nu også Danmark.

Året inden sexskandalen – den 20. august 2016 – optrådte Louis C.K. i Forum på Frederiksberg. Her blev billetterne udsolgt i løbet af få minutter.

Showet begejstrerede anmeldere. Information kaldte Louis C.K. ’formidabel’, mens Zetland dagen inden udgav artiklen 'Hvorfor er Louis C.K. verdens bedste komiker? Her er forklaringen'.

Billetsalget til showet i maj i år starter torsdag den 16. januar klokken 12.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik